Notater: Alf-Inge`s Hjemmeside

Notater

Treff 751 til 800 av 3,040

#	Notater	Linket til
751	Deltog i kolonisationen af Mecklenburg http://www.roskildehistorie.dk/stamtavler/adel/Kettelhut/Kettelhodt.htm	Katel, Vredeber (I11473)
752	Deltog i kolonisationen af Wenden http://www.roskildehistorie.dk/stamtavler/adel/Kettelhut/Kettelhodt.htm	Ketelhoot, Georgius (I11474)
753	Deltog i slaget ved Lena 1208 Stiftede Roskildes Osted Præbende 1246	Hvide, Jacob Sunesen (I7028)
754	Den 1. januar 1204, to dager etter at hun har kommet tilbake til Norge døde hennes stesønn kong Håkon Sverresson med klare symptomer av forgiftning. Margareta blir mistenkt for forbrytelsen. For å bevise hennes uskyld lar hun en av sine tjenere bære jernbyrd, det vil si gå med glødende jern. Det slår særdeles uheldig ut. Mannen blir sterkt forbrent og kongens menn drukner den uheldige mannen mens Margareta selv flykter i all hast til Sverige. Margareta er likevel tilbake i Norge i 1209 når hennes datter Kristin blir gift med Filip Simonsson, sønn av en biskop, som ble et kongsemne i 1207 når Erling Magnusson Steinvegg dør. I striden som fulgte ble riket delt i tre, og som del av et forlik skulle Filip få Opplandene og en del av Viken, men ikke kongsnavn. Derimot ble han tilbudt Kristin som ektefelle. Kristin dør i barsel etter å ha født deres første barn som også dør. Filip dør i 1217. Selv døde Margareta kort tid etter at datteren var blitt giftet bort.	Eriksdotter, Margrete (I4548)
755	Den 15. juni 1219 kom Estland under dansk overherredømme. Paven havde opfordret Valdemar Sejr til at iværksætte et dansk korstog som hjælp i Palæstina eller føre korstog mod hedenske baltere, og kongen ville således hellere færdiggøre mange års erobringspolitik i Estland således at Sværdridderne (senere indlemmet i Den Tyske Orden) ikke blev for magtfulde på bekostning af den danske konge. Med i korstoget var også Johanniterordenen, som siden omkring 1130 havde haft pavens velsignelse til at føre et rødt-hvidt korsbanner. Ganske vist med et hvidt kors, der opdelte den røde dug i fire kvadratiske felter. Dannebrog har som bekendt to kvadratiske og to aflange felter. Roskilde-munken Peder Olsen beskrev omkring år 1500 det dramatiske slag, hvor det længe ser ud til, at de kristne ville tabe slaget ved Lyndanise (i dag Tallinn) den 15. juni 1219. Den gamle ærkebiskop, Anders Sunesen knælede i bøn på en bakketop. Når han rakte armene mod himmelen, rykkede danskerne frem, når armene blev sænket på grund af træthed, veg de tilbage. Hjælpere sprang til for at støtte den gamle ærkebiskops arme. Da kampen var på sit højeste, sendte Gud hjælp. Tegnet var et rødt flag med et hvidt kors, der faldt ned fra himlen. Dette ansporede danskerne yderligere, og de vandt en stor sejr. Kong Valdemar kundgjorde, at dette korsbanner, der gav danskerne sejren, herefter skulle være det danske rigsbanner. Under en jagttur til Lyø i 1223 blev Valdemar Sejr sammen med sønnen Valdemar taget til fange af grev Henrik af Schwerin, kaldet "Sorte Henrik". Greven afværgede de efterfølgende angreb, og i 1225 løskøbtes Valdemar for 45.000 mark, penge som han havde lånt af Henrik. DESuden skulle alle erobrede områder i Nordtyskland gives tilbage. Endelig måtte kongen sværge at afstå fra hævn. Alt håb om generobring af områderne bristede efter nederlaget ved Bornhøved i 1227, hvorefter Valdemar gik i gang med rigets indre opbygning. Kort før sin død stadfæstede han Jyske Lov. På grund af disse mange erobringstogter fik han tilnavnet "Sejr". Alle erobrede områder undtagen Estland gik imidlertid tabt igen allerede i hans egen tid efter konflikten med Grev Henrik. Som sin far søgte Valdemar Sejr at sikre den kongelige arvefølge ved at få kronet sin ældste søn til medkonge, og de andre sønner fik hver et landområde i arveligt len. Dette medførte en svækkelse af kongemagten og indeholdt kimen til den tronkamp, som sønnerne udkæmpede efter hans død. I 1205 giftede Valdemar Sejr sig med Dagmar, datter af Ottokar 1. af Böhmen (Tjekkiet). Hun var ifølge traditionen elsket af befolkningen. Hun døde i 1212 og "hviler udi Ringsted". På sit dødsleje skulle hun efter overleveringen (folkevisen) have forsøgt at overtale Valdemar Sejr til at ægte Karl af Rises datter, Liden Kirsten og ikke den "beske blomme", Bengerd, som hun kaldes i folkevisen. I 1214 giftede Valdemar Sejr sig alligevel med Berengaria, der var datter af kong Sancho I af Portugal. Hun blev moder til Erik, Abel og Christoffer.	Valdemar II Sejr (I4295)
756	Den 28. juli 1320 kom et domsbrev fra Eiliv, erkebiskop i Nidaros, til Viljalm, biskop på Orknøyene. Der stod det at han i 1318 oppnevnte Sira Engelbert Luning, kannik på Orknøyene, til å kreve inn peterspengene på samme sted. Men biskop Viljalm satte kanniken Engelbert i fengsel og tok fra ham hans prebende og alt hans gods. Av peterspengene hadde biskopen underslått 3 1/2 norsk sterling og 5 penninger per år i hele sin 15- årige embetstid. Derfor ble han suspendert fra sitt bispeembete og dømtes til under bannstraff å betale tilbake de underslåtte peterspengene, 53 mark sterling, innen 3 måndeder, og også å la Sira Engelbert, som erkebiskopen med brevet gjeninnsatte, få alt sitt tilbake. Den 26. mars 1322 sendte Eiliv, erkebiskopen av Nidaros, et mandat til Audfinn, biskopen av Bergen der det stod at da erkebiskopens utsendinger til Orknøyene, Siri Engelbert Luning, kannik på Orknøyene, og Sira Grimar Ormsson, prebendarius i Nidaros, hadde levet utilfredsstillende innberetning, skulle Audfinn skaffe pålitelige opplysninger om deres fremferd på øyene, særlig i de sakene som angikk erkebiskopens prosesser mot Orknøy-biskop Viljalm, og pavestolens og Orknøy-kirkens rettigheter. Erkebiskopen forbeholdt seg retten til å avsi eventuelle dommer i denne saken. Den 22. september 1326 sendte Pave Johannes XXII et mandat til Hallvard, biskopen av Hamar, og Johannes de Serone og Bernardus de Ortolis, de pavelige sendemenn fordi paven hadde hørt at biskop Viljalm på Orknøyene fengslet sin kannik (Engelbert Lunning, pavestolens underkollektor av annatene på øyene), la beslag på Engelberts beneficier og gods, og likeså på pavestolens tilgodehavender, i tillegg til peterspengene. For dette ble Viljalm dømt av biskop Hallvard av Hamar til å betale 50 mark Sterling, og dessuten av samme og erkebiskopens på pavens vegne til å betale 53 mark sterling, alt til kammeret. Adressatene skal bringe på det rene om dette er sant, og i såfall tvinge Viljalm til å gi Engelbert alt gods og beneficier tilbake med en passende kompensasjon, og til å betale det han skylder pavens kammer. Hverken appeller, eventuelle privilegier eller tidligere bestemmelser av paven eller konsilet om forbud om å stevne noen for retten utenfor sitt eget bispedømme skal hinde dem i dette. Vil Viljalm fremdeles ikke rette seg, skal de stevne ham til paven. I såfall skal de sette opp et noterialinstrument om dette, ved redegjørelse for hva de har gjort i saken. Et domsbrev fra lenge før 22. sept 1326 bekrefter dette, der det står at Hallvard, biskopen i Hamar i 1316 oppnevnte Engelbert som underkollektor for Orknøyene. Biskop Viljalm beslagla både annatene og Engelberts gods og beneficium. Derfor dømtes han til å betale 50 mark sterling i bot. I et provisjonsbrev fra 21. oktober 1329 fra Pave Johannes XXII overdrar han et kanonikat til Engelbert Luning ved domkirken I Caithness med fulle rettigheter og reserverer for ham den første prebende han vil ta imot, uten hensyn til at Engelbrekt allerede har et kanonikat med prebende ved domkirken på Orknøyene. Eventuelle disposisjoner i strid med dette skal være ugyldige. Samme dag som provisjonsbrevet blir sendt, sender paven også mandatsbrev til dekanen i Avignon, dekanen i Caithness og erkediakonen på Sudrøyene, der han krever at de skal sørge for at det kanonikatet i Caithness som paven har overdratt til Engelbert Luning, virkelig blir overlatt til denne.	Lyning, Engelbrekt (I7641)
757	Den 8. mars 1757 gikk det ut en kongelig forordning om at hjemmebrenning var forbudt.  Abel Haagensøn var i 1762 tilltalt for "ulovlig brændeviins brænden". På denne tid var svært mange for retten for samme aktivitet. Det er tydelig at myndighetene ville ha bukt med et meget utbredt handverk. Abels sak verserte for retten helt fram til 1765. Da falt dommen, og Abel ble funnet skyldig. Hans "brende viins pande" ble inndratt, og han måtte betale en bot på 4 riksdaler.	Haagensøn, Abel (I10047)
758	Den äldste stamfadern, vars förnamn man kan sluta sig till med hjälp av sonens efternamn är vår "Gamle Oloff". Om honom vet man att han var birkarl, ty den upplysningen har en av hans sonsöner meddelat, och dessa hans ord. Det är troligt att han blev född på 1460-talet på sin gård "Hampnen". Han levde ännu 1539, men han har dött före 1543., ty det året utvisar handlingar att släktgården övertagits av hans son Nils Olsson. Källa: Norrllandssläkten Rhen ur släktens historia genom ett halvt årtusende av Alma Rhen. 1962.	Nilsson, Olof Birkarl (I8326)
759	den eneste kendte søster af Absalon og antagelig den unavngivne søster gift med en Peder, som Absalon ifølge Saxo gør ophold hos under sin flugt i 1157 på vej fra Ramsø til Fjenneslev.	Hvide, Ingefred Asserdatter (I5312)
760	Den første bruker på Ligarden. Styrte gården fra 1653 til 1680. I 1666 har han barna: Rasmus, 8 år, Jon, 6 år, Ivar, 3 år og Morten, 4 år.	Rasmusson, Ola (I11601)
761	Den første mand av slegten som kjendes er en Anfinn Soop, som i 1522 bodde i Aurland sogn og var en av de største skatydere i Sogn, idet han betalte 34 lod sølv. Soop'ernes ættegaard var den store gaard Underdal i Aurland, og her bodde vel ogsaa Anfinn. At denne trods sin adelige herkomst ikke har skilt sig synderlig fra egnens øvrige storbønder, fremgaar av at fogden indfører ham i mandtallet som , skjønt der aldrig har eksistert nogen gaard av dette navn i Sogn. Anfinn Soop og Anfinn paa Underdal, som nævnes i N.R.J. III, synes at være én og samme mand, ikke far og søn som i NST I s. 202 antat.	Soop, Anfinn Anderssøn (I8122)
762	Den første som opførte Lutherske bøger. Han er trolig beslektet med den Caspar bokbinder som nevnes på Steinvikholmen i 1532. Caspar Casparsen blir tillagt tilnavnet Gamshart, men Tønder, i sin bok over prestene i Trøndelag, tillegger hans datter Margrete tilnavnet Hvitmand.	Casparsen, Caspar (I9870)
763	Den ligeså gamle som ansete adelsslægt, der i sit våben førte en af hvidt og blåt skaktavlet panter i blåt, efter andre i sølvfelt, tillægges ofte i slægtsbøgerne navnet Sappi, hvilket navn imidlertid tilhører en hel anden gammel slægt, hvis våbenmærke var røde søblade eller hjerter. Nyere genealoger har, vistnok alene på grund af en forveksling af våbnene, henført den til den grevelige slægt Eberstein, med hvilken den forøvrigt også synes at have været besvogret.  Selv førte den ingensinde noget tilnavn, og frem for nu at fastslå noget af de to fornævnte, vitterlig urigtige tilnavne for den vil det være naturligst fremtidig at betegne den efter det i dansk heraldik enestående skjoldmærke og kalde den slægten Panter. Derved undgås al forveksling. Ifølge Våbenbøgerne var hjelmtegnet to rødklædte arme holdende en af fem grønne blade på et gyldent skaft dannet vifte, men Knud Andersen til Svanholm førte på hjelmen en halv panter og brødrene hr. Henrik og hr. Ove Nielsen, efter hvis segl hosstående tegning er udført, to vesselhorn hvert besat med tre påfuglefjer.	Panter, Ove Lagesen (I6816)
764	Den neste eier av gården, Hans Iversen Røst, betalte 1627 tiendesild, 1645 er han oppført blant borgere av noen formue, og i listen over Domkirken stolesteder år 1668 sees han å ha overtatt Iver Trondsens plass i 20. stol, mens hustruen satt i 19. Efter hans død 2. jan. 1671 overtok sønnen Niels Hansen Røst gården. Han var nordlandshandler med leiene Røst og Værøy. «Hans Iversøn, Raadmand i Trondheim s havde Maren, Byfoged Michel Larsøns Syster.» Skifte 7 feb. 1671, TrondhjemNetto 2079, ikke skiftet med tredie qv. [hustru], derfor får de 5 yngste halve boet, den annen halvpart deles på alle, verger: Peder Erlandsen, Christen Rasmussen, Hans Andersen og Henrich Svendsen. 7 Feb 1671 Skifte etter Hans Ifuersen, gjengitt i Overformynderprotokoll 1, Trondheim. 14 barn (8+1+5).	Røst, Hans Iversen (I4986)
765	Den siste katolske og den første lutherske presten i Skogn var Sigurd Pederssøn. Enda var det latin som var skiftmålet, så namnet hans vart jamt skrivi Siguardus Petri. I bygda har dei vel aldri kalla han for anna enn Hr. Sjurd. Han var av adeleg ætt og venteleg fødd på Myklebust i Davik i Nordfjord, hovudbølet åt ætta. Faren må ha døydd kring 1521, men det vart ikkje haldi noko skifte etter honom den gongen. Sjurd, som venteleg har studert i utlandet ei tid, fekk likevel utbetalt 60 lodd sølv frå buet. Resten fekk søstrene hans sitte med. Nævnes som sogneprest til Skogn 1535. (Se Bang's Geistlighed s. 320). Hr. Sjurd er nemnt første gongen i 1536 da han forærte erkebiskopen ein okse. Så er han nemnt i ei liste over kannikane frå 1540. Like eins i 1555, 1556 og 1558. 9. januar 1548 stemna han dei to søstrene sine til å møte på lagtinget i Trondheim. På reisa til byen har han venteleg natta over hos presten i Stjørdalen, for i lensrekneskapen frå 1548 heiter det at , - eit lite kapell på Ådalen i Forbygda. På lagtinget krevde han eit lovleg skifte med søstrene sine. I 27 år hadde dei seti med alt det godset som faren let etter seg, og presten hadde ikkje fått nokon annan arv etter foreldra sine enn 60 lodd sølv. No vart dei samde om ei deling. Hr. Sjurd fekk på sin part hovudbølet Myklebust i Nordfjord og dertil ein gard i Bjørnør. I skiftet 9. jan. 1548 (D.N. XI 674) fik han Myklebust i Eid 4 spand og Hosen i Bjørnør 2 spand 1 øre. Hr. Sjurd levde enda i jula i 1570, da han er nemnt siste gongen. Stort lenger har han vel snautt vori i tenesta. Han levde ennå i jula 1570, da han meddelte en bonde sakramentet, som etter å ha drukket seg til vanvidd, hugg av seg hånden. Kort etter må han ha avgått ved døden. Hr. Sjurd ville forære Alstahaug kirke en alterkalk av sølv, og hadde vel lagt penge til side for det. Men så døde han, og det var sønnen Hr. Mikkel som måtte "syte" for kalken. Dette er uttrykt i innskriften som lyder slik: memorem recti qvo munere promit, / Discedens vivus dogmata viva dedit. / At fabricare fecit succedens rite Michael / Qvæ sibi servandi cura parentis erat.> Oversatt: over til den nye trua og forkynte dei levande sanningane, men hans rettelege etterfølgjar Mikkel sytte for å få kalken fullført, ei teneste han såg seg pliktig å gjere far sin.> Kalken bærer endvidere merket :C:S:H. - Det er antydet at dette kanskje står for gullsmeden, men er nok initialene til en annen sønn, Christopher Sigurdssøn Holck, som også var prest i Skogn.	Pederssøn, Sigurd (I8120)
766	Den tidligst paaviselige Mand af Slægten Rantzau er den ovennævnte Johannes de Ranzow, der 1226 var blandt de Væbnere, der bekræftede Grev Adolf af Holstens Fundats for Klostret Preetz, og 1232 var Medlover for Grevens Stadfæstelse af Rettigheden for Byen Kiel til at bruge den lybske Ret. I 1235 var han Ridder, da han nævnes som Medlover for Grevens Bekræftelse af samme Forret for Byen Oldenburg og 1236 for Byen Plön (Hr. Johan Rantzauw). Mellem Hr. Johan og den ham i Tiden nærmeste nedefter fattes et Bindeled, dog véd man af Optegnelser fra 1284 af Bispen af Tralau, at denne, maaske i 1257, efter mange Overenskomster nødte Brødrene Rantzau til fuldstændigt at overlade Kirken i Neukirchen 2 Boel i Malkwitz og Møllen samt al Ret, de selv mente at have, men ved Voldgift bleve dømt at erstatte Kirken ifølge Grev Gerhards Skøn og Vilje. Dette Afkald blev udstedt ved Møllen i Schwartau (Rensefeld Sogn). Malkwitz, der altsaa ogsaa var Rantzau'sk Eje, nævnes allerede 1215, »med Møllen og den slaviske Landsby«, hvilken sidste laa paa Ohlendorf ved Vejen til Sieversdorf, en Fjerdingvej Vest for Malkwitz. 1298 havde Neukirchen 8 Boel. Det ligeledes i Sognet beliggende Sieversdorf tilhørte ogsaa tidligst Rantzau'erne, hvilket ses af, at Fru Christine de Ranzow i 1326 med den biskoppelige lybske Prokurator Nicolaus af Oldenburg indgik et Forlig om Møllen i Sieversdorf. Denne Overenskomst bekræftes af hendes Søn Hr. Johannes Rantzau og Eiler af Rantzau (Johannes de Ranzow, miles, et Elerus dictus de Rantzowe). Da der nu 1303 som Medlover for Væbnerne Sivert og Otto af Plöns d. A. udstedte Forpligt om at ville komme Lübeckerne til Undsætning, forekommer en Cai af Rantzau (Keye de Ranzowe), der kun nævnes denne Gang, og Hr. Johans ældste Søn Cai maa antages at være opkaldt efter sin Farfader, tør man slutte, at Hr. Johan var Søn af Cai i Ægteskabet med den ovennævnte Fru Christine af Rantzau. Slægtens sikre Stamrække maa regnes fra Hr. Johan af Rantzau (I. S. 20), medens den i ovennævnte Forpligt af 1326 sammen med ham forekommende Eler af Rantzau, antagelig en. yngre Broder, tør formodes at være Stamfader til en Gren af Slægten, som man, efter et i en Række Slægtled konsekvent gennemført Navneskifte, kunde betegne som Eler-Otto Linjen eller den f yenske Linje (S. 174). Samtidig med Hr. Johan og Eler levede Hr. Ditlev Struwe kaldet af Rantzau (Detlevus Struvo miles dictus de Rantzow), hvis Tilnavn enten hentyder til hans stride Haar (jfr. Struwelpeter) eller hans stride Sind (i samme Betydning anvendt paa Havet: struwe see i Navnet Struensee). Han afhændede i 1323 til Klostret Neumünster Fjerdedelen af Landsbyen Sohren (Slægten af Smalsteds Hjemstavn, som ogsaa kalder sig af Sohren), bekræftede 1327 Brødrene af Sohrens Afhændelse af Gods i AltSohren og med Møllen og Fiskefangsten i Eidersted (Bordesholm Amt), og nævnes derefter 1334 som Medlover for Hertug Valdemars Bekræftelse af Byen Kiels Ejendomsret til Havnen fra Levensau til Bulk; 1338 var han Raad hos Hertug Valdemar. At Slægten ogsaa tidligt har ejet Jord i Lauenburg, fremgaar af en dog noget usikker Efterretning om at »Rantzau'erne« o. 1300 til Klostret Reinbeck overdrog deres gamle Rettigheder mellem Telekow (Talkau) ved Molln og Travefloden. En Broder til Hr. Johan er maaske Claus Rantzau, der allerede 1321 var Ridder som Medlover for Ringsted Forliget mellem Kong Christopher og Hertug Knud af Halland, 1328 Medlover for Kongens Gældsbrev til Staden Rostock og 1329 for det af ham til Hertug Knud udstedte Brev paa Estland, medbeseglede 1339 Claus Wedels Skøde til Hamborg Domkapitel, var 1342 Medlover for det af Greverne Johan, Henrik, Claus og Gert udstedte Brev om Voldgift i Trætten mellem Kong Valdemar og Hansestæderne, bekræftede 1346 Grev Johans Brev paa et Skøde fra Brødrene Spore til Kapitlet i Eutin. Samtidig med Claus, dog sikkert yngre end han, er Volf Rantzau (Broder til Eler R.), der 1344 var Medlem for det af Kong Valdemar d. A. udstedte Brev angaaende Voldgiftsmænd i Striden mellem ham og de holstenske Grever. Det er antagelig denne Volfs Sønner, Volf og Markvard (Wulvekinus et Marquardus filii Wulwoldi de Rantzow), der 1387 afhændede deres Landsby Gothendorf i Eutin Sogn. 1442 solgte Markvard og hans Søn Volf, der var Ejere af Mestorf (Preetz S.) til deres Fætter Domherre i Lübeck Volf Rantzau Gods og Landsby Preetz. Den førstnævnte Volf er muligvis Fader til den Schack Rantzau, Volfs Søn, der er Stamfader til Linjen Siggen (S. 172). Den Schacke van Rantzow, der sammen med Hartvig (Hartich van Rantzow) og Otto (van Rantzow van deme Kletkampe) 1387 var Medlover for Volf og Markvard Rantzau (s. o.), er sikkert Fader til Henrik og G o d s k e (Hinrick unde Gotschalk Rantzouwe brodere Schacken soene), der 1414 var til Vitth. for Grev Henrik af Holsten. En Søn af Ditlev Struve Rantzau er vel Hr. Ditlev R., a nders geheten Struve, der 1384 sammen med sin Broder Lyder fraskriver sig et Gældskrav, deres afd. Fader havde paa Greverne Henrik og Claus; var 1394 paa Sunds Herreds Ting. Den her nævnte Lyder er vel den samme L., der nævnes i Holstenernes Klageskrift 1413, men maa være død o. 1410, da hans Enke Maren 1411 tilskødede Dronning Margrethe al sin Ret i Kiuse, Ø. Flakkebjerg H., Vallensved S. En Søn af Hr. Ditlev er vel den Markvard R., der nævnes 1372 som Medlover for Boto von Lerbeke og Albert Scholenfleths Forpligt og som 1372 med Brødrene Henneke og Sivert Rantzau forpligtede sig til at tjene Raadet i Lübeck med 10 væbnede, og i hvert Fald den Markvard, der 1374 forekommer i en Gældsbog for Byen Lübeck (Marq. Rantzowe, fil. dni Struven). Omtrent samtidig med Hr. Ditlev Struve, men noget yngre, er Hr. Johan Rantzau, hvem der ikke med Sikkerhed kan anvises en Plads paa Stamtavlen, og om hvem vides, at han 1411 beseglede Hertuginde Elisabeths af Slesvig og Bisp Henrik af Osnabrücks Fred med Kong Erik, 1414 med sin Søn Otto sluttede Forlig med Lübeck, før 1416 beboede en Gaard i Hamborg og 1419 solgte sin Gaard »to den Hoh« i Heiligenstedten Sogn. Sammen med Eler Rantzau, der 1418 solgte Ratjendorf i Gikau Sogn til Preetz Kloster, beseglede som Medlovere Otto Ottesen og Otto Elersen Rantzau, vistnok Søn af førstnævnte Eler	von Rantzau, Cai (I7059)
767	Denne gamle sjællandske slægt bar alt i det 14. århundrede sit slægtsnavn, men om dette er valgt efter slægtens gamle skjoldemærke, en sølv-rude i blåt felt, eller om navnet har givet anledning til valget af skjoldemærket, lader sig selvfølgelig ikke nu afgøre. Det til skjoldmærket hørende hjelmtegn var to af sølv og blåt delte vesselhorn, stundom i slægtens senere levetid besat hvert med tre påfjer og en påfjer mellem hornene.  Rud’erne, der ikke må forveksles med slægter eller personer af navne som Rod, Roed, Rudde, Rod etc., uddøde på mandslinjen 20. januar 1647.  En Trugillus Ruth, som 1315 nævnes blandt kongens forlovere ved forliget i Nyborg, er vistnok den samme sønderjyske adelsmand, som 1344 kaldes Trugillus Rooth. En 1392, 1410 og 1435 levende væbner Claus Jensen førte Rud-våbnet, men ikke slægtsnavnet Rud. Han hører dog sagtens til slægten, derimod var den hollandske landstingssaghører Oluf Rud eller Ruth 1437-1467 vistnok efter sit våben at dømme af en ganske anden slægt og en 1570 nævnt kgl. enspænder Marcus Rud, måske en ætling af en Matts Rud, der i kong Hans' tid betjente en lignende stilling ved Hove, var vel slet ikke af adel. Udførlige efterretninger om slægten haves i Vedel Simonsens familie-efterretninger om de danske Rud'er	Rud, Jabob I (I6857)
768	Denne gamle slesvigske Slægt har taget sit Navn efter Godset Schinkel i Gettorf Sogn, men er aabenbart en Linie af Slægten Sested, hvis Vaaben den førte: tre Sølv-Søblade samlede i Skjoldets Midtpunkt i blaat Felt, paa Hjelmen en Busk sorte Hejrefjer.	Skinkel, Nicolaus de Schynkel Søblade (I10679)
769	Denne gamle, ansete, sjællandske Adelsslægt førte i sit Vaaben to Guld-Hjortevier i et blaat, stundom med Guld-Kugler bestrøet Felt, paa Hjelmen de samme to Hjortevier. Det er tvivlsomt, om Slægten selv har ført noget fast Slægtnavn, dens sidste Medlemmer tillægges der stundom Navnet Skænk eller Pincerna, fordi en af deres Forfædre havde beklædt dette Embede; Saltensee-Navnet har den faaet, fordi et gammelt Sagn vil vide, at et Medlem af den Slægt Saltensee, som førte et Mursnit i Vaåbnet, forandrede dette sit Vaabenmærke til de to Hjortevier til Minde om, at han paa Nyborg Slot havde brudt et Horn af Fanden, og fra ham skulde saa de Tystofte Saltensee'r stamme.  Dette i nogle Slægtebøger bevarede Sagn vil endog vide, at samme drabelige Helt var Svigerfader til den ved Aar 1420 levende Hr. Niels Jensen (Rosenkrantz), og det skønt denne Saltensee-Slægt just ved samme Tid ca. 1434 uddøde paa Mandslinien.  Det hosstaaende Vaaben er efter et Kalkmaleri fra Roskilde Domkirke Skib, antagelig i sin Tid anbragt over Hr. Henrik Jensens Grav.	av Tystofte, Toke N Saltensee (I6838)
770	Denne mannen var registrert i "Præstenes Mandtal" 1665 som en av oppsitterne på Kanstad i Lødingen. "Biskopen og Lødingen Kirche" var da eiere av gården. Christen var oppgitt å være 31 år gammel. Han må ha vært gift med Helga Amundsdatter, men det er ikke kjent hvem foreldra hennes var. Christen må ha dødd før 1691. Et dåpsnotat i Lødingen kirkebok 1694 viser at Helga Amundsdatter da var gift med Erich Joensen, Kanstad. Hun må ha blitt gift oppatt før 1691, for giftermålet fins ikke nevnt i den eldste bevarte kirkeboka for Lødingen som begynner akkurat det året. "Fogdenes Mandtal" 1701, som bare registrerte personer av mannkjønn, nevner Erich Joensen og hans to Stifsønner" Amund og Peder Christensen, 30 og 26 år gamle. Andre oppsittere på Kanstad var Edias Johansen, 71 år, og sønnen Johannes Ediasen, 16 år. Av skiftet etter Erich Joensen 1716 går det fram at han ikke hadde egne barn i live. Men skiftet nevner Helga Amundsdatter som navnet på "Den Sal. Mands effterladte Høialdrende Enche som er blind." Også andre opplysninger om resten av familien stammer fra skiftet.	Nielsøn, Christen (I9273)
771	Dep. 1668 fra Trondhj. Sk., 15 Marts 1672 cand. theol., var Sgpr. Sogneprest til Lexviken. Sogneprest til Leksvik, hvor prestegården brandt ned 1688.	Røg, Søren Christophersen (I753)
772	Deponert 1651 fra Trondhjems skole, akademisk eksamen 1653 med gode vitnesbyrd -> collega ved samme. Ble etter "erholt veniam ætatis og administrandis sacra" utnevnt av lensherre Fredrik Urne 16/10 1654 til personell kapellan i Skogn i Sør-Trøndelag, ordinert 22. søndag etter Trinitatis samme år. Han ble videre 17/12 1659 personell kapellan til Gildeskål i Nordland med 12 Rdl i lønn + fri kost og kammer. 23/7 1670 fikk han succebrev på sognekallet og ble sogneprest i Gildeskål i 1675. Foruden Duelighet, som prest, besad han ualmidelige juridiske kundskaper og var berømet for Rettskaffenhet og Gudsfrygt.	Schjelderup, Peder Menzsøn Darre (I3729)
773	der Grosse	von Meissen, Konrad I (I10547)
774	Det er en god del tvil om hvem han var, men Vigerust antyder en tilknytning til Hildugard-slekten. Noen har foreslått Erling av Bjarkøy som Adelus' far, men det ser ikke ut til å være sannsynlig, selv om de kan være i slekt lenger ut.	Tolstad, Erling Einarsson Hildugard (I8508)
775	Det er skifte på Else i Andøen i 1764 Skifte etter Mor og bror https://www.nb.no/items/URN:NBN:no-nb_digibok_2015050408167	Jensdatter, Else (I5684)
776	Det er svært sannsynlig at denne Anders er identisk med den Anders Nielssøn som er nevnt i manntallet 1701 for gården Steroe i Alstahaug, 32 år gammel, og med sønnen Niels Anderssøn, 2 år gammel. Mantall 1701 https://www.digitalarkivet.no/view/206/pc00000000664617 Død 1743 https://media.digitalarkivet.no/kb20071015620660	Nilssøn, Andreas (I10096)
777	Det er usikkert hvem som var Marens foreldre. Flere mener at hun mest trolig er datter av Hans Sigvardsen, d. 1593, sogneprest i Inderøy og senere i Domkirken i Trondheim. https://www.blix-dahle.no/webtrees/getperson.php?personID=I3727&tree=tree1 Fra: http://nose.dk/Norge/gamshart.html#2 >I gravskriften over Hans Casparsen og hans kone, gjengitt i Schønning (1762: s. 208), sies det at gravstenen var bekostet av deres eneste datter. I følge de forskjellige slektslitterære skrifter, og også ifølge Berg (1951, s. 219), ble denne datteren gift med borgermester Svend Andersen. Dette er dog trolig ikke riktig for i 1617 leverer en Hans Casparsen i Trondheim inn en supplikk til kongen hvor han ber om at hans datterbarn må få arve ham. Grunnen til dette sier han er fordi han bare har en eneste datter og denne datterens mann er et ødeland som bare kom til å bruke opp pengene hvis datteren arvet pengene. Han ber derfor om tillatelse til å gi arven direkte til sine datterbarn, mot at de lover å forsørge moren. Denne Hans Casparsens arvinger var altså hans eneste datter. I denne supplikken fremgår det at denne datteren var gift med en Erik Hansen og at Hans Casparsens datterbarn hete Caspar Eriksen og Alhede Eriksdatter. Jeg [S.T.Dahl] mener at denne Hans Casparsen må være identisk med borgermester Hans Casparsen.  Brodahl (s.1) står det årene 1651-52 (uten dato): sl. Maren Suends (leiet stagerne). Hun ble altså begravet i 1651 eller i 1652.	Hansdatter, Maren (I4081)
778	Det finns inget spår av någon greve förrän vi kommer till Ferquard, som var son till den präst, som tog över makten på ruinerna efter de en gång så mäktiga grevarna MacHeth av Moray, av vilka Kenneth MacHeth, som med Donald Ban, ledde en styrka mot Alexander II år 1215, var den sista. Området är år 1222 känt som Argyle, som sträckte sig från Clyde till Lochbroom. Ferquard var uppenbarligen en ättling till Gillandres, en av de sex grevar som besegrade Malcolm IV vid Perth år 1160. 1234-1236 kallar Ferquard sig earl (greve) av Ross. 1235 stödde han Alexander II i en strid mot the Gallowegians, och han kallades då Macintagart. I Black Book av Clanranald, sägs att från Ferquard härstammar Gillapatrick the Red, son till Roderick, känd traditionellt som the Red Priest. (Wikipedia, the free encyclopedia)	Ross, Ferguard av (I7334)
779	Det foreligger ingen vitnesikre opplysninger om Eriks byrd. I islandsk litteratur berettes at han skulle være sønn til en kong Bjørn. Dette er imidlertid historiskt umulig, og man har i stedet antatt at han skulle være sønn til den Emund Eriksson, som Adam av Bremen i sin krønika oppfører som svensk konge umiddelbart før Erik. Unektelig finnes det ikke noe som hindrer at Eriks far het Emund, en sønnesønn til Erik bar dette navn, eller at han som Erik hadde vært svensk konge. At navneskikken bland Eriks arvtagere er den samme som hos hans foretredere på tronen gjør det imidlertid sannsynlig at hans tronebestigelse ikke innebar et nytt dynasti. Erik hadde seiersrike strider med sine fiender. Mest kjent er slaget ved Fyrisvallene, hvor han seiret over anfallende skånske vikinger. I allianse med slavere har han i henhold til en kilde bekjempet Danmark, at han også erobret landet og der mottok dåpen er omstridt. I de nordiske sagaene er Erik ofte omtalt, og hans historie overdrives kraftig. Det ovennevnte slaget ved Fyrisvallene skal han ifølge sagaene ha utkjempet mot sin brorsønn Styrbjørn og for seieren fått vie seg selv til Odin. Slaget skal ha funnet sted i 982. Brorsønnen skulle tidligere ha flyktet til Danmark og blitt høvding i Jomsborg. Med hjelp av Harald Blåtann kunne han sette seg i spissen for en mektig hær og dra mot sin farbror. Styrbjørn falt i slaget ved Fyrisvallene. Etter seieren fikk Erik tilnavnet "Segersäll".	Sigersæl, Erik Bjørnson (I4555)
780	Det gis to ulike forklaringer på tilnavnet «Blodøks»; dels forklares det, som i Ågrip, med at han tok livet av flere av brødrene sine. I Fagrskinna forklares tilnavnet derimot med hans aktivitet på vikingferder. Eirik dro som 12-åring ut på sin tids dannelsesreise; i hærferd med fem langskip som han fikk av faren sin. Han var fire år i hærferd i austerveg og deretter fire år i vesterveg: Først til Baltikum, rundt Danmark og sørover til Friesland; deretter herjet han i fire år i Skottland, Irland, Bretland (det vil si Cumbria eller Wales) og Bretagne. Så styrte han nordover til Finnmark og Bjarmeland, hvor han skal ha vunnet et stort slag.[2] Et kvad i Fagerskinna forteller at Eirik ble mottatt som en stor helt av de norrøne gudene i Valhall etter sin død. Samtidig beskriver sagaen ham som en veik og puslete ektemann, og selv om han vant flere slag, flyktet han like fullt fra Norge uten kamp da hans yngre halvbror Håkon den gode utfordret ham. Han ble også fordrevet fra kongedømmet sitt i Nord-England minst én gang før han falt.[3] «Eirik» var på den tiden et nokså vanlig navn i Sverige, men svært sjeldent i Danmark og Norge. Først senere ble navnet vanlig også her.[4] Tilnavnet «Blodøks» kan vise til en drapsmann generelt, men blod brukes også som metafor for slektskap og familie, og kan ha blitt knyttet til ham fordi han hadde drept flere av slektningene sine. Eirik var på ingen måte den eneste av sin samtids herskere som kjempet med brødrene sine om makten; men ifølge Heimskringla stod han og konen hans ansvarlige for drapene på fem av hans halvbrødre, og det var uvanlig. Imidlertid var flere av de omtalte kanskje slett ikke halvbrødrene hans. En del av de som ettertiden listet opp som sønner av Harald Hårfagre, tjente riktignok som underkonger for ham, og så kan sagaforfatterne 300 år senere ha tenkt at de nok også var sønnene hans, selv om dette ikke nødvendigvis har vært tilfellet. Noen kan ha blitt bevisst innlemmet i ætten hans på 1000-tallet, slik at konger som Olav Tryggvason og Olav Haraldsson kunne legitimere sin rett til den norske tronen ved å føre ættelinjen tilbake til Harald Hårfagre og samlingen av riket. Andre kan være innlemmet for å forverre inntrykket av Eiriks grusomhet. Drap på én bror kunne anses som en ulykke, mens drap på fem fremstod som uhyrlig	Haraldsson, Erik Blodøks (I4915)
781	Det heter at Gunhild etter drapet på Håkon Ladejarl i 1030 skal ha styrt hans len og av harme over drapet ha trådt i forbindelse med Sven Estridsson. Hun overdro Jomsborg til ham og hans tilhengere blandt venderne.  At han ble drept står i strid med at han skulle være forlist!  Etter Håkons død ble hun gift med jarlen Harald, Torkil Høyes sønn, og fikk med ham sønnene Torkil og Heming. Harald ble myrdet i 1042 på oppdrag av Magnus den Gode. Etter dette oppholt Gunhild seg i England, men måtte flykte til Danmark med sine sønner, da Wilhelm Erobreren underkuet angelsakserne i 1066.	Burislawsdatter, Gunhild of The Wenden (I4286)
782	Det sies at han var veldig sterk.Han hadde mange arbeidsplasser han startet som Bestyrer på s-laget i Sulitjelma dro så til Bodø og ble avdelingsjef på Kock (Jobbet der i 1924) i 7 år fortsatte så som Handelsreisende men måtte slutte pågrunn av isjas. Oppholdte seg så en stund i Kristiansand for så og starte opp Londonerbasaren i Bodø,dro så til Vadsø en liten stund ble så Disponent på Ullvarefrabrikken, var så 1/2 stilling som Regnskapfører ved Byggmester Rognan og Nilson vvs, Konf 1908 Sulis. Ved ekteskap Kontorist hos Kjøpmann. Ved Gerd dåp bodde de på Lykkens Borg, Rensåsgaten 20, Johan omtales som handelsbetjent. 1921 Moen Fauske, 1924 Dronningens Gate 15 og ved Margots dåp bodde de i Dronningens gate 15, Johan omtales da som Butikksjef. Ved Gerds konfirmasjon i 1934 har de flyttet til Storgaten 74, eid av Petter Vare. Etter bombingen av Bodø bodde de i en hytte på Løp. i 1942 fikk de hus i svenkbyen, Torgny Segerstedsvei. Dåp 1893 https://media.digitalarkivet.no/kb20050502020936 FT 1900 Bankgade 7 Bodø https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01037502002065 Konfirmert 4/10 1908 Sulitjelma https://media.digitalarkivet.no/view/2853/115 FT 1910 Sandnes Fauske https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01036919001317 FT 1920 Dronningens gate 15 https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01074235003696 Ekteskap 1919 https://media.digitalarkivet.no/kb10081208064031 Gravminne https://www.slektogdata.no/gravminner/grav/43b3bee7-aeca-49bd-bd8e-6729bda4820f	Andresen, Johan Jørgen Martin (I18)
783	Diskusjon https://forum.arkivverket.no/topic/145609-60210-hvem-er-foreldrene-til-christian-nilssen-f-1816-p%C3%A5-vega-i-br%C3%B8nn%C3%B8y/ Mulig kanditat F 1816 https://www.digitalarkivet.no/kb20071025650599 Mulig far 1801 https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01058472001019	Nilsen, Christian (I8724)
784	Djäkne är inte ett familjenamn utan en titel som anger att personen var elev vid lärdomsskolans högre klasser och gymnasium, som vid den tiden helt bedrevs i kyrkans regi och endast utbildade pojkar. Mårten Jonsson Skattar för landet Altaware (inkl Twaraträsk) i Umbyn, Lycksele 1640-1671	Jonsson Djäkne, Mårten (I8297)
785	Död af ålderdomsbräcklighet som torparen Anders Pehrsson änka Karin Hansdotter från Sorsele-Holm.	Hansdotter, Katarina (I5778)
786	DÖD. (Skifte 6/2 1693)  I skifte efter "Hr Capit: og Commendant Christian Vibe", "Shoúgnes shonde i shoug"?, nämns efterlatte hústrúe Alhed Vibes, deres  Bórn, Peder og Johan Vibe, Jomfrúe Sophia Amalia, Anthonete, og  Anna Sophia Vibe, samplige úmýndige.  "j gúld signette Ring, som VelEdle Hr Capit Vibes Sahl: Moder  hafúer Ejet.."  ! sólf beslagen . kande med Peder Vibes Nafn paa.."    Skifteprotokoll HF1867 1689-1701 p.37b (Stjørdal og Verdal)  Eftersom skiftet är intressant läggs personen här utan att veta  vilka som var föräldrarna.	Vibe, Kristian (I9892)
787	DÖD. 1677 i Gimsøy sogn. (Skifte 22/5 1677)  Skifteprotokoll HF1981 1673-94 p.83b. Text, se mannen.	Kristophersdatter, Margrethe (I9014)
788	DÖD. 1784 i Vågan sogn. (Skifte 17/9 1784)  I skifte efter Anna Pedersdatter, Lieland, Waage Fierding, nämns  enkemand Daniel Jacobsen, bórn, Peder Danielsen 1½ år, Marith  Danielsdatter 8 år.    Skifteprotokoll HF1984 1783-87 p.149	Pedersdatter, Anne (I9918)
789	DÖD. 1792 i Vågan sogn. (skifte 6/9 1793, reg. 24/10 1792)  I skifte efter Jacob Ballesen, Lieland, död 26/3 1792, nämns enken Peternille Knudsdatter, bórn, 1. Isach Jacobsen 15 år, 2. Sivert Jacobsen 13 år, 3. Balle Jacobsen 6 år, 4. Knúd Jacobsen 3 år, 5. Aarsille Jacobsdr 9 år.   Skifteprotokoll HF1985 1789-93 p.1288 https://s3.amazonaws.com/photos.geni.com/p13/50/21/05/1f/5344483b5aebf27e/skifte_jacob_ballesen_lieland_1793_original.pdf	Ballesen, Jacob (I2936)
790	DÖD. före 1746 i Vågan sogn. (skifte 21/1 1746)  I skifte efter Anne Pedersdatter, DigerMühlen, Waage fierding,  nämns barnen Peder Danielsen, Karen Danielsdatter 27 år, Anne  Danielsdatter 25 år.    Skifteprotokoll HF1982 1730-46 p.727	Pedersdatter, Anne (I10021)
791	Dodo	van de Betuwe, Ricfrid (I10621)
792	Domangart succeeded his famous father, Fergus Mor, as king of Dal Riata (on the west coast of Scotland). His brief reign is only designated as "turbulent". He married an Irish princess called Fedlim the Fair.	Donart "Reti" (I11303)
793	Domangart succeeded to the kingship in 660, when the joint kingship of his uncle Conall Crandomna and Dunchad son of Duban ended with Conall's death. Nothing about Domangart's reign is mentioned by the sources until he was killed in 673, and succeeded by his cousin Maelduin.  Keating shows another generation: Domhanghort, son of Aodh Fionn, son of Domhnall Breac, son of Eochaidh Buidhe.	Dongart (I11295)
794	Domnall Brecc succeeded to the kingship in 629, when his predecessor, Connad Cerr, was killed in Ireland after a three month reign.  Domnall was either incompetent, unlucky or both; he never won a battle. His first defeat came in 635 in a battle which was possibly against the Picts. In 637 he was defeated at the battle of Mag Rath in Ireland, and from this point on the kings of Dal Riata completely lost control of their Irish possessions. It was probably about this point that Domnall was demoted to the position of joint king with his third cousin Ferchar, son of Connad Cerr. Domnall was defeated yet again, possibly by the Picts, in 638. He finally met his death in 642, at the hands of the Britons of Strathclyde. He was succeeded by his joint king Ferchar.	Domnall Brecc "the Speckled" (I11296)
795	Donald succeeded to the kingship in 889, when the joint-kings Eochaid and Giric were deposed. Little is known of his reign excepting a battle, probably in 893, when he defeated Viking raiders. He was, in turn, killed by another Viking raid in 900. He was the first king to be called 'ri Alban', or 'King of Scots' upon his death. He was succeeded by his cousin Constantine II, who reigned for 43 years, an incredible period for a early medieval king.	Donald II Dasachtach (I11284)
796	Dorthea Christoffersdatter Tronds ble født engang mellom år 1545 og år 1550 i Danmark og omkring år 1565 ble hun med sin søster Anna Christoffersdatter Tronds til Skottland. Senere samme året måtte Dorthea og Anna reise tilbake til Danmark, fordi faren deres var gått bort omkring år 1565. Omkring år 1565/66 reiste Dorthea og Anna til Norge sammen med resten av familien. Dorthea bosatte seg på gården Steine i Steinsdalen i Kvam. Dorthea fikk ved skifte omkring år 1578 etter sin mor, Karen, 1 1/2 løp smør Qvelnes 1/2 løp bukkesk. Samland 1/2 løp salt Spildo 1/2 løp sm. Og Svorteland 1 vog fisk. http://www.k-rustung.com/tekst/historie/dorthea.html	Rustung, Dorothea Christoffersdatter Tronds (I8545)
797	Dräng. Sjöman. Soldat. Gift 28/11 1810 i Arjeplog med efterföljande ana. Soldat, rote 75, antagen 7/1 1811, 5 fot och 8 tum lång, rymde 24/6 1829. I husförhörsboken 1818-37 står under vaccinering "smittad" Johan for till Norge 1837, 6/1 1838 åter till Norge och kom tillbaka 1841 frös sedan ihjäl i Norska fjällen under resa till eller från Norge 1844. Död ihjälfrusen 1844 i Norge.	Medelström, Johan Jonsson Holmqvist (I8834)
798	Drev bruket fram til 1740 Manntall 1701 Fur 26 år https://digitalarkivet.no/view/206/pc00000000666804 Død 1752 75 år https://media.digitalarkivet.no/kb20070601630425	Lind, Jørgen Pedersen (I1713)
799	Drev bruket Kjeøy, Ytterstad, Lødingen, NO (1701-1724) Viksjøen (Steinsjø)	Rener, Morten Jacobsen (I9364)
800	Drev gården Toften på Bygd fra 1706 til sin død i 1740. Han tjente på Kjerringnes i 1701. Han en muligens søn av Mons Tomassen fra Sigerfjord og bror med Hans Monssen Død 1740 https://media.digitalarkivet.no/kb20071106650528	Monssøn, Arnt (I4940)

Notater

Linket til

751

Deltog i kolonisationen af Mecklenburg

http://www.roskildehistorie.dk/stamtavler/adel/Kettelhut/Kettelhodt.htm

Katel, Vredeber (I11473)

752

Deltog i kolonisationen af Wenden

http://www.roskildehistorie.dk/stamtavler/adel/Kettelhut/Kettelhodt.htm

Ketelhoot, Georgius (I11474)

753

Deltog i slaget ved Lena 1208 Stiftede Roskildes Osted Præbende 1246

Hvide, Jacob Sunesen (I7028)

754

Den 1. januar 1204, to dager etter at hun har kommet tilbake til Norge døde hennes stesønn kong Håkon Sverresson med klare symptomer av forgiftning. Margareta blir mistenkt for forbrytelsen. For å bevise hennes uskyld lar hun en av sine tjenere bære jernbyrd, det vil si gå med glødende jern. Det slår særdeles uheldig ut. Mannen blir sterkt forbrent og kongens menn drukner den uheldige mannen mens Margareta selv flykter i all hast til Sverige.
Margareta er likevel tilbake i Norge i 1209 når hennes datter Kristin blir gift med Filip Simonsson, sønn av en biskop, som ble et kongsemne i 1207 når Erling Magnusson Steinvegg dør. I striden som fulgte ble riket delt i tre, og som del av et forlik skulle Filip få Opplandene og en del av Viken, men ikke kongsnavn. Derimot ble han tilbudt Kristin som ektefelle. Kristin dør i barsel etter å ha født deres første barn som også dør. Filip dør i 1217. Selv døde Margareta kort tid etter at datteren var blitt giftet bort.

Eriksdotter, Margrete (I4548)

755

Den 15. juni 1219 kom Estland under dansk overherredømme. Paven havde opfordret Valdemar Sejr til at iværksætte et dansk korstog som hjælp i Palæstina eller føre korstog mod hedenske baltere, og kongen ville således hellere færdiggøre mange års erobringspolitik i Estland således at Sværdridderne (senere indlemmet i Den Tyske Orden) ikke blev for magtfulde på bekostning af den danske konge.

Med i korstoget var også Johanniterordenen, som siden omkring 1130 havde haft pavens velsignelse til at føre et rødt-hvidt korsbanner. Ganske vist med et hvidt kors, der opdelte den røde dug i fire kvadratiske felter. Dannebrog har som bekendt to kvadratiske og to aflange felter. Roskilde-munken Peder Olsen beskrev omkring år 1500 det dramatiske slag, hvor det længe ser ud til, at de kristne ville tabe slaget ved Lyndanise (i dag Tallinn) den 15. juni 1219. Den gamle ærkebiskop, Anders Sunesen knælede i bøn på en bakketop. Når han rakte armene mod himmelen, rykkede danskerne frem, når armene blev sænket på grund af træthed, veg de tilbage. Hjælpere sprang til for at støtte den gamle ærkebiskops arme. Da kampen var på sit højeste, sendte Gud hjælp. Tegnet var et rødt flag med et hvidt kors, der faldt ned fra himlen. Dette ansporede danskerne yderligere, og de vandt en stor sejr. Kong Valdemar kundgjorde, at dette korsbanner, der gav danskerne sejren, herefter skulle være det danske rigsbanner.

Under en jagttur til Lyø i 1223 blev Valdemar Sejr sammen med sønnen Valdemar taget til fange af grev Henrik af Schwerin, kaldet "Sorte Henrik". Greven afværgede de efterfølgende angreb, og i 1225 løskøbtes Valdemar for 45.000 mark, penge som han havde lånt af Henrik. DESuden skulle alle erobrede områder i Nordtyskland gives tilbage. Endelig måtte kongen sværge at afstå fra hævn. Alt håb om generobring af områderne bristede efter nederlaget ved Bornhøved i 1227, hvorefter Valdemar gik i gang med rigets indre opbygning. Kort før sin død stadfæstede han Jyske Lov.

På grund af disse mange erobringstogter fik han tilnavnet "Sejr". Alle erobrede områder undtagen Estland gik imidlertid tabt igen allerede i hans egen tid efter konflikten med Grev Henrik. Som sin far søgte Valdemar Sejr at sikre den kongelige arvefølge ved at få kronet sin ældste søn til medkonge, og de andre sønner fik hver et landområde i arveligt len. Dette medførte en svækkelse af kongemagten og indeholdt kimen til den tronkamp, som sønnerne udkæmpede efter hans død. I 1205 giftede Valdemar Sejr sig med Dagmar, datter af Ottokar 1. af Böhmen (Tjekkiet). Hun var ifølge traditionen elsket af befolkningen. Hun døde i 1212 og "hviler udi Ringsted". På sit dødsleje skulle hun efter overleveringen (folkevisen) have forsøgt at overtale Valdemar Sejr til at ægte Karl af Rises datter, Liden Kirsten og ikke den "beske blomme", Bengerd, som hun kaldes i folkevisen. I 1214 giftede Valdemar Sejr sig alligevel med Berengaria, der var datter af kong Sancho I af Portugal. Hun blev moder til Erik, Abel og Christoffer.

Valdemar II Sejr (I4295)

756

Den 28. juli 1320 kom et domsbrev fra Eiliv, erkebiskop i Nidaros, til Viljalm, biskop på Orknøyene. Der stod det at han i 1318 oppnevnte Sira Engelbert Luning, kannik på Orknøyene, til å kreve inn peterspengene på samme sted. Men biskop Viljalm satte kanniken Engelbert i fengsel og tok fra ham hans prebende og alt hans gods. Av peterspengene hadde biskopen underslått 3 1/2 norsk sterling og 5 penninger per år i hele sin 15- årige embetstid. Derfor ble han suspendert fra sitt bispeembete og dømtes til under bannstraff å betale tilbake de underslåtte peterspengene, 53 mark sterling, innen 3 måndeder, og også å la Sira Engelbert, som erkebiskopen med brevet gjeninnsatte, få alt sitt tilbake.

Den 26. mars 1322 sendte Eiliv, erkebiskopen av Nidaros, et mandat til Audfinn, biskopen av Bergen der det stod at da erkebiskopens utsendinger til Orknøyene, Siri Engelbert Luning, kannik på Orknøyene, og Sira Grimar Ormsson, prebendarius i Nidaros, hadde levet utilfredsstillende innberetning, skulle Audfinn skaffe pålitelige opplysninger om deres fremferd på øyene, særlig i de sakene som angikk erkebiskopens prosesser mot Orknøy-biskop Viljalm, og pavestolens og Orknøy-kirkens rettigheter. Erkebiskopen forbeholdt seg retten til å avsi eventuelle dommer i denne saken.

Den 22. september 1326 sendte Pave Johannes XXII et mandat til Hallvard, biskopen av Hamar, og Johannes de Serone og Bernardus de Ortolis, de pavelige sendemenn fordi paven hadde hørt at biskop Viljalm på Orknøyene fengslet sin kannik (Engelbert Lunning, pavestolens underkollektor av annatene på øyene), la beslag på Engelberts beneficier og gods, og likeså på pavestolens tilgodehavender, i tillegg til peterspengene. For dette ble Viljalm dømt av biskop Hallvard av Hamar til å betale 50 mark Sterling, og dessuten av samme og erkebiskopens på pavens vegne til å betale 53 mark sterling, alt til kammeret. Adressatene skal bringe på det rene om dette er sant, og i såfall tvinge Viljalm til å gi Engelbert alt gods og beneficier tilbake med en passende kompensasjon, og til å betale det han skylder pavens kammer. Hverken appeller, eventuelle privilegier eller tidligere bestemmelser av paven eller konsilet om forbud om å stevne noen for retten utenfor sitt eget bispedømme skal hinde dem i dette. Vil Viljalm fremdeles ikke rette seg, skal de stevne ham til paven. I såfall skal de sette opp et noterialinstrument om dette, ved redegjørelse for hva de har gjort i saken.

Et domsbrev fra lenge før 22. sept 1326 bekrefter dette, der det står at Hallvard, biskopen i Hamar i 1316 oppnevnte Engelbert som underkollektor for Orknøyene. Biskop Viljalm beslagla både annatene og Engelberts gods og beneficium. Derfor dømtes han til å betale 50 mark sterling i bot.

I et provisjonsbrev fra 21. oktober 1329 fra Pave Johannes XXII overdrar han et kanonikat til Engelbert Luning ved domkirken I Caithness med fulle rettigheter og reserverer for ham den første prebende han vil ta imot, uten hensyn til at Engelbrekt allerede har et kanonikat med prebende ved domkirken på Orknøyene. Eventuelle disposisjoner i strid med dette skal være ugyldige.

Samme dag som provisjonsbrevet blir sendt, sender paven også mandatsbrev til dekanen i Avignon, dekanen i Caithness og erkediakonen på Sudrøyene, der han krever at de skal sørge for at det kanonikatet i Caithness som paven har overdratt til Engelbert Luning, virkelig blir overlatt til denne.

Lyning, Engelbrekt (I7641)

757

Den 8. mars 1757 gikk det ut en kongelig forordning om at hjemmebrenning var forbudt.  Abel Haagensøn var i 1762 tilltalt for "ulovlig brændeviins brænden". På denne tid var svært mange for retten for samme aktivitet. Det er tydelig at myndighetene ville ha bukt med et meget utbredt handverk. Abels sak verserte for retten helt fram til 1765. Da falt dommen, og Abel ble funnet skyldig. Hans "brende viins pande" ble inndratt, og han måtte betale en bot på 4 riksdaler.

Haagensøn, Abel (I10047)

758

Den äldste stamfadern, vars förnamn man kan sluta sig till med hjälp av sonens efternamn är vår "Gamle Oloff". Om honom vet man att han var birkarl, ty den upplysningen har en av hans sonsöner meddelat, och dessa hans ord. Det är troligt att han blev född på 1460-talet på sin gård "Hampnen". Han levde ännu 1539, men han har dött före 1543., ty det året utvisar handlingar att släktgården övertagits av hans son Nils Olsson. Källa: Norrllandssläkten Rhen ur släktens historia genom ett halvt årtusende av Alma Rhen. 1962.

Nilsson, Olof Birkarl (I8326)

759

den eneste kendte søster af Absalon og antagelig den unavngivne søster gift med en Peder, som Absalon ifølge Saxo gør ophold hos under sin flugt i 1157 på vej fra Ramsø til Fjenneslev.

Hvide, Ingefred Asserdatter (I5312)

760

Den første bruker på Ligarden. Styrte gården fra 1653 til 1680. I 1666 har han barna: Rasmus, 8 år, Jon, 6 år, Ivar, 3 år og Morten, 4 år.

Rasmusson, Ola (I11601)

761

Den første mand av slegten som kjendes er en Anfinn Soop, som i 1522 bodde i Aurland sogn og var en av de største skatydere i Sogn, idet han betalte 34 lod sølv. Soop'ernes ættegaard var den store gaard Underdal i Aurland, og her bodde vel ogsaa Anfinn. At denne trods sin adelige herkomst ikke har skilt sig synderlig fra egnens øvrige storbønder, fremgaar av at fogden indfører ham i mandtallet som , skjønt der aldrig har eksistert nogen gaard av dette navn i Sogn. Anfinn Soop og Anfinn paa Underdal, som nævnes i N.R.J. III, synes at være én og samme mand, ikke far og søn som i NST I s. 202 antat.

Soop, Anfinn Anderssøn (I8122)

762

Den første som opførte Lutherske bøger.

Han er trolig beslektet med den Caspar bokbinder som nevnes på Steinvikholmen i 1532. Caspar Casparsen blir tillagt tilnavnet Gamshart, men Tønder, i sin bok over prestene i Trøndelag, tillegger hans datter Margrete tilnavnet Hvitmand.

Casparsen, Caspar (I9870)

763

Den ligeså gamle som ansete adelsslægt, der i sit våben førte en af hvidt og blåt skaktavlet panter i blåt, efter andre i sølvfelt, tillægges ofte i slægtsbøgerne navnet Sappi, hvilket navn imidlertid tilhører en hel anden gammel slægt, hvis våbenmærke var røde søblade eller hjerter. Nyere genealoger har, vistnok alene på grund af en forveksling af våbnene, henført den til den grevelige slægt Eberstein, med hvilken den forøvrigt også synes at have været besvogret.  Selv førte den ingensinde noget tilnavn, og frem for nu at fastslå noget af de to fornævnte, vitterlig urigtige tilnavne for den vil det være naturligst fremtidig at betegne den efter det i dansk heraldik enestående skjoldmærke og kalde den slægten Panter. Derved undgås al forveksling. Ifølge Våbenbøgerne var hjelmtegnet to rødklædte arme holdende en af fem grønne blade på et gyldent skaft dannet vifte, men Knud Andersen til Svanholm førte på hjelmen en halv panter og brødrene hr. Henrik og hr. Ove Nielsen, efter hvis segl hosstående tegning er udført, to vesselhorn hvert besat med tre påfuglefjer.

Panter, Ove Lagesen (I6816)

764

Den neste eier av gården, Hans Iversen Røst, betalte 1627 tiendesild, 1645 er han oppført blant borgere av noen formue, og i listen over Domkirken stolesteder år 1668 sees han å ha overtatt Iver Trondsens plass i 20. stol, mens hustruen satt i 19. Efter hans død 2. jan. 1671 overtok sønnen Niels Hansen Røst gården. Han var nordlandshandler med leiene Røst og Værøy.
«Hans Iversøn, Raadmand i Trondheim s havde Maren, Byfoged Michel Larsøns Syster.»
Skifte 7 feb. 1671, TrondhjemNetto 2079, ikke skiftet med tredie qv. [hustru], derfor får de 5 yngste halve boet, den annen halvpart deles på alle, verger: Peder Erlandsen, Christen Rasmussen, Hans Andersen og Henrich Svendsen. 7 Feb 1671 Skifte etter Hans Ifuersen, gjengitt i Overformynderprotokoll 1, Trondheim. 14 barn (8+1+5).

Røst, Hans Iversen (I4986)

765

Den siste katolske og den første lutherske presten i Skogn var Sigurd Pederssøn. Enda var det latin som var skiftmålet, så namnet hans vart jamt skrivi Siguardus Petri. I bygda har dei vel aldri kalla han for anna enn Hr. Sjurd. Han var av adeleg ætt og venteleg fødd på Myklebust i Davik i Nordfjord, hovudbølet åt ætta. Faren må ha døydd kring 1521, men det vart ikkje haldi noko skifte etter honom den gongen. Sjurd, som venteleg har studert i utlandet ei tid, fekk likevel utbetalt 60 lodd sølv frå buet. Resten fekk søstrene hans
sitte med.

Nævnes som sogneprest til Skogn 1535. (Se Bang's Geistlighed s. 320). Hr. Sjurd er nemnt første gongen i 1536 da han forærte erkebiskopen ein okse. Så er han nemnt i ei liste over kannikane frå 1540. Like eins i 1555, 1556 og 1558.

9. januar 1548 stemna han dei to søstrene sine til å møte på lagtinget i Trondheim. På reisa til byen har han venteleg natta over hos presten i Stjørdalen, for i lensrekneskapen frå 1548 heiter det at , - eit lite kapell på Ådalen i
Forbygda. På lagtinget krevde han eit lovleg skifte med søstrene sine. I 27 år hadde dei seti med alt det godset som faren let etter seg, og presten hadde ikkje fått nokon annan arv etter foreldra sine enn 60 lodd sølv. No vart dei samde om ei deling. Hr. Sjurd fekk på sin part hovudbølet Myklebust i Nordfjord og dertil ein gard i Bjørnør.

I skiftet 9. jan. 1548 (D.N. XI 674) fik han Myklebust i Eid 4 spand og Hosen i Bjørnør 2 spand 1 øre.

Hr. Sjurd levde enda i jula i 1570, da han er nemnt siste gongen. Stort lenger har han vel snautt vori i tenesta.

Han levde ennå i jula 1570, da han meddelte en bonde sakramentet, som etter å ha drukket seg til vanvidd, hugg av seg hånden. Kort etter må han ha avgått ved døden.

Hr. Sjurd ville forære Alstahaug kirke en alterkalk av sølv, og hadde vel lagt penge til side for det. Men så døde han, og det var sønnen Hr. Mikkel som måtte "syte" for kalken. Dette er uttrykt i innskriften som lyder slik: memorem recti qvo munere promit, / Discedens vivus dogmata viva dedit. / At fabricare fecit succedens rite Michael / Qvæ sibi servandi cura parentis erat.> Oversatt: over til den nye trua og forkynte dei levande sanningane, men hans rettelege etterfølgjar Mikkel sytte for å få kalken fullført, ei teneste han såg seg pliktig å gjere far sin.> Kalken bærer endvidere merket :C:S:H. - Det er antydet at dette kanskje står for gullsmeden, men er nok initialene til en annen sønn, Christopher Sigurdssøn
Holck, som også var prest i Skogn.

Pederssøn, Sigurd (I8120)

766

Den tidligst paaviselige Mand af Slægten Rantzau er den ovennævnte Johannes de Ranzow, der 1226 var blandt de Væbnere, der bekræftede Grev Adolf af Holstens Fundats for Klostret Preetz, og 1232 var Medlover for Grevens Stadfæstelse af Rettigheden for Byen Kiel til at bruge den lybske Ret. I 1235 var han Ridder, da han nævnes som Medlover for Grevens Bekræftelse af samme Forret for Byen Oldenburg og 1236 for Byen Plön (Hr. Johan Rantzauw). Mellem Hr. Johan og den ham i Tiden nærmeste nedefter fattes et Bindeled, dog véd man af Optegnelser fra 1284 af Bispen af Tralau, at denne, maaske i 1257, efter mange Overenskomster nødte Brødrene Rantzau til fuldstændigt at overlade Kirken i Neukirchen 2 Boel i Malkwitz og Møllen samt al Ret, de selv mente at have, men ved Voldgift bleve dømt at erstatte Kirken ifølge Grev Gerhards Skøn og Vilje. Dette Afkald blev udstedt ved Møllen i Schwartau (Rensefeld Sogn). Malkwitz, der altsaa ogsaa var Rantzau'sk Eje, nævnes allerede 1215, »med Møllen og den slaviske Landsby«, hvilken sidste laa paa Ohlendorf ved Vejen til Sieversdorf, en Fjerdingvej Vest for Malkwitz. 1298 havde Neukirchen 8 Boel. Det ligeledes i Sognet beliggende Sieversdorf tilhørte ogsaa tidligst Rantzau'erne, hvilket ses af, at Fru Christine de Ranzow i 1326 med den biskoppelige lybske Prokurator Nicolaus af Oldenburg indgik et Forlig om Møllen i Sieversdorf. Denne Overenskomst bekræftes af hendes Søn Hr. Johannes Rantzau og Eiler af Rantzau (Johannes de Ranzow, miles, et Elerus dictus de Rantzowe). Da der nu 1303 som Medlover for Væbnerne Sivert og Otto af Plöns d. A. udstedte Forpligt om at ville komme Lübeckerne til Undsætning, forekommer en Cai af Rantzau (Keye de Ranzowe), der kun nævnes denne Gang, og Hr. Johans ældste Søn Cai maa antages at være opkaldt efter sin Farfader, tør man slutte, at Hr. Johan var Søn af Cai i Ægteskabet med den ovennævnte Fru Christine af Rantzau.

Slægtens sikre Stamrække maa regnes fra Hr. Johan af Rantzau (I. S. 20), medens den i ovennævnte Forpligt af 1326 sammen med ham forekommende Eler af Rantzau, antagelig en. yngre Broder, tør formodes at være Stamfader til en Gren af Slægten, som man, efter et i en Række Slægtled konsekvent gennemført Navneskifte, kunde betegne som Eler-Otto Linjen eller den f yenske Linje (S. 174).
Samtidig med Hr. Johan og Eler levede
Hr. Ditlev Struwe kaldet af Rantzau (Detlevus Struvo miles dictus de Rantzow), hvis Tilnavn enten hentyder til hans stride Haar (jfr. Struwelpeter) eller hans stride Sind (i samme Betydning anvendt paa Havet: struwe see i Navnet Struensee). Han afhændede i 1323 til Klostret Neumünster Fjerdedelen af Landsbyen Sohren (Slægten af Smalsteds Hjemstavn, som ogsaa kalder sig af Sohren), bekræftede 1327 Brødrene af Sohrens Afhændelse af Gods i AltSohren og med Møllen og Fiskefangsten i Eidersted (Bordesholm Amt), og nævnes derefter 1334 som Medlover for Hertug Valdemars Bekræftelse af Byen Kiels Ejendomsret til Havnen fra Levensau til Bulk; 1338 var han Raad hos Hertug Valdemar. At Slægten ogsaa tidligt har ejet Jord i Lauenburg, fremgaar af en dog noget usikker Efterretning om at »Rantzau'erne« o. 1300 til Klostret Reinbeck overdrog deres gamle Rettigheder mellem Telekow (Talkau) ved Molln og Travefloden.
En Broder til Hr. Johan er maaske
Claus Rantzau, der allerede 1321 var Ridder som Medlover for Ringsted Forliget mellem Kong Christopher og Hertug Knud af Halland, 1328 Medlover for Kongens Gældsbrev til Staden Rostock og 1329 for det af ham til Hertug Knud udstedte Brev paa Estland, medbeseglede 1339 Claus Wedels Skøde til Hamborg Domkapitel, var 1342 Medlover for det af Greverne Johan, Henrik, Claus og Gert udstedte Brev om Voldgift i Trætten mellem Kong Valdemar og Hansestæderne, bekræftede 1346 Grev Johans Brev paa et Skøde fra Brødrene Spore til Kapitlet i Eutin.
Samtidig med Claus, dog sikkert yngre end han, er Volf Rantzau (Broder til Eler R.), der 1344 var Medlem for det af Kong Valdemar d. A. udstedte Brev angaaende Voldgiftsmænd i Striden mellem ham og de holstenske Grever. Det er antagelig denne Volfs Sønner, Volf og Markvard (Wulvekinus et Marquardus filii Wulwoldi de Rantzow), der 1387 afhændede deres Landsby Gothendorf i Eutin Sogn. 1442 solgte Markvard og hans Søn Volf, der var Ejere af Mestorf (Preetz S.) til deres Fætter Domherre i Lübeck Volf Rantzau Gods og Landsby Preetz. Den førstnævnte Volf er muligvis Fader til den Schack Rantzau, Volfs Søn, der er Stamfader til Linjen Siggen (S. 172).

Den Schacke van Rantzow, der sammen med Hartvig (Hartich van Rantzow) og Otto (van Rantzow van deme Kletkampe) 1387 var Medlover for Volf og Markvard Rantzau (s. o.), er sikkert Fader til Henrik og G o d s k e (Hinrick unde Gotschalk Rantzouwe brodere Schacken soene), der 1414 var til Vitth. for Grev Henrik af Holsten.
En Søn af Ditlev Struve Rantzau er vel Hr. Ditlev R., a nders geheten Struve, der 1384 sammen med sin Broder Lyder fraskriver sig et Gældskrav, deres afd. Fader havde paa Greverne Henrik og Claus; var 1394 paa Sunds Herreds Ting. Den her nævnte Lyder er vel den samme L., der nævnes i Holstenernes Klageskrift 1413, men maa være død o. 1410, da hans Enke Maren 1411 tilskødede Dronning Margrethe al sin Ret i Kiuse, Ø. Flakkebjerg H., Vallensved S.
En Søn af Hr. Ditlev er vel den Markvard R., der nævnes 1372 som Medlover for Boto von Lerbeke og Albert Scholenfleths Forpligt og som 1372 med Brødrene Henneke og Sivert Rantzau forpligtede sig til at tjene Raadet i Lübeck med 10 væbnede, og i hvert Fald den Markvard, der 1374 forekommer i en Gældsbog for Byen Lübeck (Marq. Rantzowe, fil. dni Struven).
Omtrent samtidig med Hr. Ditlev Struve, men noget yngre, er Hr. Johan Rantzau, hvem der ikke med Sikkerhed kan anvises en Plads paa Stamtavlen, og om hvem vides, at han 1411 beseglede Hertuginde Elisabeths af Slesvig og Bisp Henrik af Osnabrücks Fred med Kong Erik, 1414 med sin Søn Otto sluttede Forlig med Lübeck, før 1416 beboede en Gaard i Hamborg og 1419 solgte sin Gaard »to den Hoh« i Heiligenstedten Sogn.
Sammen med Eler Rantzau, der 1418 solgte Ratjendorf i Gikau Sogn til Preetz Kloster, beseglede som Medlovere Otto Ottesen og Otto Elersen Rantzau, vistnok Søn af førstnævnte Eler

von Rantzau, Cai (I7059)

767

Denne gamle sjællandske slægt bar alt i det 14. århundrede sit slægtsnavn, men om dette er valgt efter slægtens gamle skjoldemærke, en sølv-rude i blåt felt, eller om navnet har givet anledning til valget af skjoldemærket, lader sig selvfølgelig ikke nu afgøre. Det til skjoldmærket hørende hjelmtegn var to af sølv og blåt delte vesselhorn, stundom i slægtens senere levetid besat hvert med tre påfjer og en påfjer mellem hornene.  Rud’erne, der ikke må forveksles med slægter eller personer af navne som Rod, Roed, Rudde, Rod etc., uddøde på mandslinjen 20. januar 1647.  En Trugillus Ruth, som 1315 nævnes blandt kongens forlovere ved forliget i Nyborg, er vistnok den samme sønderjyske adelsmand, som 1344 kaldes Trugillus Rooth. En 1392, 1410 og 1435 levende væbner Claus Jensen førte Rud-våbnet, men ikke slægtsnavnet Rud. Han hører dog sagtens til slægten, derimod var den hollandske landstingssaghører Oluf Rud eller Ruth 1437-1467 vistnok efter sit våben at dømme af en ganske anden slægt og en 1570 nævnt kgl. enspænder Marcus Rud, måske en ætling af en Matts Rud, der i kong Hans' tid betjente en lignende stilling ved Hove, var vel slet ikke af adel. Udførlige efterretninger om slægten haves i Vedel Simonsens familie-efterretninger om de danske Rud'er

Rud, Jabob I (I6857)

768

Denne gamle slesvigske Slægt har taget sit Navn efter Godset Schinkel i Gettorf Sogn, men er aabenbart en Linie af Slægten Sested, hvis Vaaben den førte: tre Sølv-Søblade samlede i Skjoldets Midtpunkt i blaat Felt, paa Hjelmen en Busk sorte Hejrefjer.

Skinkel, Nicolaus de Schynkel Søblade (I10679)

769

Denne gamle, ansete, sjællandske Adelsslægt førte i sit Vaaben to Guld-Hjortevier i et blaat, stundom med Guld-Kugler bestrøet Felt, paa Hjelmen de samme to Hjortevier. Det er tvivlsomt, om Slægten selv har ført noget fast Slægtnavn, dens sidste Medlemmer tillægges der stundom Navnet Skænk eller Pincerna, fordi en af deres Forfædre havde beklædt dette Embede; Saltensee-Navnet har den faaet, fordi et gammelt Sagn vil vide, at et Medlem af den Slægt Saltensee, som førte et Mursnit i Vaåbnet, forandrede dette sit Vaabenmærke til de to Hjortevier til Minde om, at han paa Nyborg Slot havde brudt et Horn af Fanden, og fra ham skulde saa de Tystofte Saltensee'r stamme.  Dette i nogle Slægtebøger bevarede Sagn vil endog vide, at samme drabelige Helt var Svigerfader til den ved Aar 1420 levende Hr. Niels Jensen (Rosenkrantz), og det skønt denne Saltensee-Slægt just ved samme Tid ca. 1434 uddøde paa Mandslinien.  Det hosstaaende Vaaben er efter et Kalkmaleri fra Roskilde Domkirke Skib, antagelig i sin Tid anbragt over Hr. Henrik Jensens Grav.

av Tystofte, Toke N Saltensee (I6838)

770

Denne mannen var registrert i "Præstenes Mandtal" 1665 som en av oppsitterne på Kanstad i Lødingen. "Biskopen og Lødingen Kirche" var da eiere av gården. Christen var oppgitt å være 31 år gammel. Han må ha vært gift med Helga Amundsdatter, men det er ikke kjent hvem foreldra hennes var. Christen må ha dødd før 1691.
Et dåpsnotat i Lødingen kirkebok 1694 viser at Helga Amundsdatter da var gift med Erich Joensen, Kanstad. Hun må ha blitt gift oppatt før 1691, for giftermålet fins ikke nevnt i den eldste bevarte kirkeboka for Lødingen som begynner akkurat det året.
"Fogdenes Mandtal" 1701, som bare registrerte personer av mannkjønn, nevner Erich Joensen og hans to Stifsønner" Amund og Peder Christensen, 30 og 26 år gamle. Andre oppsittere på Kanstad var Edias Johansen, 71 år, og sønnen Johannes Ediasen, 16 år.
Av skiftet etter Erich Joensen 1716 går det fram at han ikke hadde egne barn i live. Men skiftet nevner Helga Amundsdatter som navnet på "Den Sal. Mands effterladte Høialdrende Enche som er blind." Også andre opplysninger om resten av familien stammer fra skiftet.

Nielsøn, Christen (I9273)

771

Dep. 1668 fra Trondhj. Sk., 15 Marts 1672 cand. theol., var Sgpr.
Sogneprest til Lexviken.
Sogneprest til Leksvik, hvor prestegården brandt ned 1688.

Røg, Søren Christophersen (I753)

772

Deponert 1651 fra Trondhjems skole, akademisk eksamen 1653 med gode vitnesbyrd -> collega ved samme. Ble etter "erholt veniam ætatis og administrandis sacra" utnevnt av lensherre Fredrik Urne 16/10 1654 til personell kapellan i Skogn i Sør-Trøndelag, ordinert 22. søndag etter Trinitatis samme år. Han ble videre 17/12 1659 personell kapellan til Gildeskål i Nordland med 12 Rdl i lønn + fri kost og kammer. 23/7 1670 fikk han succebrev på sognekallet og ble sogneprest i Gildeskål i 1675.
Foruden Duelighet, som prest, besad han ualmidelige juridiske kundskaper og var berømet for Rettskaffenhet og Gudsfrygt.

Schjelderup, Peder Menzsøn Darre (I3729)

773

der Grosse

von Meissen, Konrad I (I10547)

774

Det er en god del tvil om hvem han var, men Vigerust antyder en tilknytning til Hildugard-slekten. Noen har foreslått Erling av Bjarkøy som Adelus' far, men det ser ikke ut til å være sannsynlig, selv om de kan være i slekt lenger ut.

Tolstad, Erling Einarsson Hildugard (I8508)

775

Det er skifte på Else i Andøen i 1764

Skifte etter Mor og bror
https://www.nb.no/items/URN:NBN:no-nb_digibok_2015050408167

Jensdatter, Else (I5684)

776

Det er svært sannsynlig at denne Anders er identisk med den Anders Nielssøn som er nevnt i manntallet 1701 for gården Steroe i Alstahaug, 32 år gammel, og med sønnen Niels Anderssøn, 2 år gammel.

Mantall 1701
https://www.digitalarkivet.no/view/206/pc00000000664617

Død 1743
https://media.digitalarkivet.no/kb20071015620660

Nilssøn, Andreas (I10096)

777

Det er usikkert hvem som var Marens foreldre.

Flere mener at hun mest trolig er datter av Hans Sigvardsen, d. 1593, sogneprest i Inderøy og senere i Domkirken i Trondheim.
https://www.blix-dahle.no/webtrees/getperson.php?personID=I3727&tree=tree1
Fra: http://nose.dk/Norge/gamshart.html#2 >I gravskriften over Hans Casparsen og hans kone, gjengitt i Schønning (1762: s. 208), sies det at gravstenen var bekostet av deres eneste datter. I følge de forskjellige slektslitterære skrifter, og også ifølge Berg (1951, s. 219), ble denne datteren gift med borgermester Svend Andersen. Dette er dog trolig ikke riktig for i 1617 leverer en Hans Casparsen i Trondheim inn en supplikk til kongen hvor han ber om at hans datterbarn må få arve ham. Grunnen til dette sier han er fordi han bare har en eneste datter og denne datterens mann er et ødeland som bare kom til å bruke opp pengene hvis datteren arvet pengene. Han ber derfor om tillatelse til å gi arven direkte til sine datterbarn, mot at de lover å forsørge moren. Denne Hans Casparsens arvinger var altså hans eneste datter. I denne supplikken fremgår det at denne datteren var gift med en Erik Hansen og at Hans Casparsens datterbarn hete Caspar Eriksen og Alhede Eriksdatter. Jeg [S.T.Dahl] mener at denne Hans Casparsen må være identisk med borgermester Hans Casparsen.
 Brodahl (s.1) står det årene 1651-52 (uten dato): sl. Maren Suends (leiet stagerne). Hun ble altså begravet i 1651 eller i 1652.

Hansdatter, Maren (I4081)

778

Det finns inget spår av någon greve förrän vi kommer till Ferquard, som var son till den präst, som tog över makten på ruinerna efter de en gång så mäktiga grevarna MacHeth av Moray, av vilka Kenneth MacHeth, som med Donald Ban, ledde en styrka mot Alexander II år 1215, var den sista. Området är år 1222 känt som Argyle, som sträckte sig från Clyde till Lochbroom. Ferquard var uppenbarligen en ättling till Gillandres, en av de sex grevar som besegrade Malcolm IV vid Perth år 1160. 1234-1236 kallar Ferquard sig earl (greve) av Ross. 1235 stödde han Alexander II i en strid mot the Gallowegians, och han kallades då Macintagart. I Black Book av Clanranald, sägs att från Ferquard härstammar Gillapatrick the Red, son till Roderick, känd traditionellt som the Red Priest. (Wikipedia, the free encyclopedia)

Ross, Ferguard av (I7334)

779

Det foreligger ingen vitnesikre opplysninger om Eriks byrd. I islandsk litteratur berettes at han skulle være sønn til en kong Bjørn. Dette er imidlertid historiskt umulig, og man har i stedet antatt at han skulle være sønn til den Emund Eriksson, som Adam av Bremen i sin krønika oppfører som svensk konge umiddelbart før Erik. Unektelig finnes det ikke noe som hindrer at Eriks far het Emund, en sønnesønn til Erik bar dette navn, eller at han som Erik hadde vært svensk konge. At navneskikken bland Eriks arvtagere er den samme som hos hans foretredere på tronen gjør det imidlertid sannsynlig at hans tronebestigelse ikke innebar et nytt dynasti.

Erik hadde seiersrike strider med sine fiender. Mest kjent er slaget ved Fyrisvallene, hvor han seiret over anfallende skånske vikinger. I allianse med slavere har han i henhold til en kilde bekjempet Danmark, at han også erobret landet og der mottok dåpen er omstridt. I de nordiske sagaene er Erik ofte omtalt, og hans historie overdrives kraftig. Det ovennevnte slaget ved Fyrisvallene skal han ifølge sagaene ha utkjempet mot sin brorsønn Styrbjørn og for seieren fått vie seg selv til Odin. Slaget skal ha funnet sted i 982.

Brorsønnen skulle tidligere ha flyktet til Danmark og blitt høvding i Jomsborg. Med hjelp av Harald Blåtann kunne han sette seg i spissen for en mektig hær og dra mot sin farbror. Styrbjørn falt i slaget ved Fyrisvallene. Etter seieren fikk Erik tilnavnet "Segersäll".

Sigersæl, Erik Bjørnson (I4555)

780

Det gis to ulike forklaringer på tilnavnet «Blodøks»; dels forklares det, som i Ågrip, med at han tok livet av flere av brødrene sine. I Fagrskinna forklares tilnavnet derimot med hans aktivitet på vikingferder. Eirik dro som 12-åring ut på sin tids dannelsesreise; i hærferd med fem langskip som han fikk av faren sin. Han var fire år i hærferd i austerveg og deretter fire år i vesterveg: Først til Baltikum, rundt Danmark og sørover til Friesland; deretter herjet han i fire år i Skottland, Irland, Bretland (det vil si Cumbria eller Wales) og Bretagne. Så styrte han nordover til Finnmark og Bjarmeland, hvor han skal ha vunnet et stort slag.[2] Et kvad i Fagerskinna forteller at Eirik ble mottatt som en stor helt av de norrøne gudene i Valhall etter sin død. Samtidig beskriver sagaen ham som en veik og puslete ektemann, og selv om han vant flere slag, flyktet han like fullt fra Norge uten kamp da hans yngre halvbror Håkon den gode utfordret ham. Han ble også fordrevet fra kongedømmet sitt i Nord-England minst én gang før han falt.[3]
«Eirik» var på den tiden et nokså vanlig navn i Sverige, men svært sjeldent i Danmark og Norge. Først senere ble navnet vanlig også her.[4] Tilnavnet «Blodøks» kan vise til en drapsmann generelt, men blod brukes også som metafor for slektskap og familie, og kan ha blitt knyttet til ham fordi han hadde drept flere av slektningene sine. Eirik var på ingen måte den eneste av sin samtids herskere som kjempet med brødrene sine om makten; men ifølge Heimskringla stod han og konen hans ansvarlige for drapene på fem av hans halvbrødre, og det var uvanlig. Imidlertid var flere av de omtalte kanskje slett ikke halvbrødrene hans. En del av de som ettertiden listet opp som sønner av Harald Hårfagre, tjente riktignok som underkonger for ham, og så kan sagaforfatterne 300 år senere ha tenkt at de nok også var sønnene hans, selv om dette ikke nødvendigvis har vært tilfellet. Noen kan ha blitt bevisst innlemmet i ætten hans på 1000-tallet, slik at konger som Olav Tryggvason og Olav Haraldsson kunne legitimere sin rett til den norske tronen ved å føre ættelinjen tilbake til Harald Hårfagre og samlingen av riket. Andre kan være innlemmet for å forverre inntrykket av Eiriks grusomhet. Drap på én bror kunne anses som en ulykke, mens drap på fem fremstod som uhyrlig

Haraldsson, Erik Blodøks (I4915)

781

Det heter at Gunhild etter drapet på Håkon Ladejarl i 1030 skal ha styrt hans len og av harme over drapet ha trådt i forbindelse med Sven Estridsson. Hun overdro Jomsborg til ham og hans tilhengere blandt venderne.  At han ble drept står i strid med at han skulle være forlist!  Etter Håkons død ble hun gift med jarlen Harald, Torkil Høyes sønn, og fikk med ham sønnene Torkil og Heming. Harald ble myrdet i 1042 på oppdrag av Magnus den Gode. Etter dette oppholt Gunhild seg i England, men måtte flykte til Danmark med sine sønner, da Wilhelm Erobreren underkuet angelsakserne i 1066.

Burislawsdatter, Gunhild of The Wenden (I4286)

782

Det sies at han var veldig sterk.Han hadde mange arbeidsplasser han startet som Bestyrer på s-laget i Sulitjelma dro så til Bodø og ble avdelingsjef på Kock (Jobbet der i 1924) i 7 år fortsatte så som Handelsreisende men måtte slutte pågrunn av isjas. Oppholdte seg så en stund i Kristiansand for så og starte opp Londonerbasaren i Bodø,dro så til Vadsø en liten stund ble så Disponent på Ullvarefrabrikken, var så 1/2 stilling som Regnskapfører ved Byggmester Rognan og Nilson vvs, Konf 1908 Sulis. Ved ekteskap Kontorist hos Kjøpmann. Ved Gerd dåp bodde de på Lykkens Borg, Rensåsgaten 20, Johan omtales som handelsbetjent. 1921 Moen Fauske, 1924 Dronningens Gate 15 og ved Margots dåp bodde de i Dronningens gate 15, Johan omtales da som Butikksjef. Ved Gerds konfirmasjon i 1934 har de flyttet til Storgaten 74, eid av Petter Vare. Etter bombingen av Bodø bodde de i en hytte på Løp. i 1942 fikk de hus i svenkbyen, Torgny Segerstedsvei.

Dåp 1893
https://media.digitalarkivet.no/kb20050502020936

FT 1900 Bankgade 7 Bodø
https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01037502002065

Konfirmert 4/10 1908 Sulitjelma
https://media.digitalarkivet.no/view/2853/115

FT 1910 Sandnes Fauske
https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01036919001317

FT 1920 Dronningens gate 15
https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01074235003696

Ekteskap 1919
https://media.digitalarkivet.no/kb10081208064031

Gravminne
https://www.slektogdata.no/gravminner/grav/43b3bee7-aeca-49bd-bd8e-6729bda4820f

Andresen, Johan Jørgen Martin (I18)

783

Diskusjon
https://forum.arkivverket.no/topic/145609-60210-hvem-er-foreldrene-til-christian-nilssen-f-1816-p%C3%A5-vega-i-br%C3%B8nn%C3%B8y/

Mulig kanditat F 1816
https://www.digitalarkivet.no/kb20071025650599

Mulig far 1801
https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01058472001019

Nilsen, Christian (I8724)

784

Djäkne är inte ett familjenamn utan en titel som anger att personen var elev vid lärdomsskolans högre klasser och gymnasium, som vid den tiden helt bedrevs i kyrkans regi och endast utbildade pojkar. Mårten Jonsson Skattar för landet Altaware (inkl Twaraträsk) i Umbyn, Lycksele 1640-1671

Jonsson Djäkne, Mårten (I8297)

785

Död af ålderdomsbräcklighet som torparen Anders Pehrsson änka Karin Hansdotter från Sorsele-Holm.

Hansdotter, Katarina (I5778)

786

DÖD. (Skifte 6/2 1693)  I skifte efter "Hr Capit: og Commendant Christian Vibe", "Shoúgnes shonde i shoug"?, nämns efterlatte hústrúe Alhed Vibes, deres  Bórn, Peder og Johan Vibe, Jomfrúe Sophia Amalia, Anthonete, og  Anna Sophia Vibe, samplige úmýndige.  "j gúld signette Ring, som VelEdle Hr Capit Vibes Sahl: Moder  hafúer Ejet.."  ! sólf beslagen . kande med Peder Vibes Nafn paa.."   
Skifteprotokoll HF1867 1689-1701 p.37b (Stjørdal og Verdal)  Eftersom skiftet är intressant läggs personen här utan att veta  vilka som var föräldrarna.

Vibe, Kristian (I9892)

787

DÖD. 1677 i Gimsøy sogn. (Skifte 22/5 1677) 
Skifteprotokoll HF1981 1673-94 p.83b. Text, se mannen. 

Kristophersdatter, Margrethe (I9014)

788

DÖD. 1784 i Vågan sogn. (Skifte 17/9 1784)  I skifte efter Anna Pedersdatter, Lieland, Waage Fierding, nämns  enkemand Daniel Jacobsen, bórn, Peder Danielsen 1½ år, Marith  Danielsdatter 8 år.   
Skifteprotokoll HF1984 1783-87 p.149

Pedersdatter, Anne (I9918)

789

DÖD. 1792 i Vågan sogn. (skifte 6/9 1793, reg. 24/10 1792)  I skifte efter Jacob Ballesen, Lieland, död 26/3 1792, nämns enken Peternille Knudsdatter, bórn,
1. Isach Jacobsen 15 år,
2. Sivert Jacobsen 13 år,
3. Balle Jacobsen 6 år,
4. Knúd Jacobsen 3 år,
5. Aarsille Jacobsdr 9 år.  
Skifteprotokoll HF1985 1789-93 p.1288
https://s3.amazonaws.com/photos.geni.com/p13/50/21/05/1f/5344483b5aebf27e/skifte_jacob_ballesen_lieland_1793_original.pdf

Ballesen, Jacob (I2936)

790

DÖD. före 1746 i Vågan sogn. (skifte 21/1 1746)  I skifte efter Anne Pedersdatter, DigerMühlen, Waage fierding,  nämns barnen Peder Danielsen, Karen Danielsdatter 27 år, Anne  Danielsdatter 25 år.   
Skifteprotokoll HF1982 1730-46 p.727

Pedersdatter, Anne (I10021)

791

Dodo

van de Betuwe, Ricfrid (I10621)

792

Domangart succeeded his famous father, Fergus Mor, as king of Dal Riata (on the west coast of Scotland). His brief reign is only designated as "turbulent". He married an Irish princess called Fedlim the Fair.

Donart "Reti" (I11303)

793

Domangart succeeded to the kingship in 660, when the joint kingship of his uncle Conall Crandomna and Dunchad son of Duban ended with Conall's death. Nothing about Domangart's reign is mentioned by the sources until he was killed in 673, and succeeded by his cousin Maelduin.  Keating shows another generation: Domhanghort, son of Aodh Fionn, son of Domhnall Breac, son of Eochaidh Buidhe.

Dongart (I11295)

794

Domnall Brecc succeeded to the kingship in 629, when his predecessor, Connad Cerr, was killed in Ireland after a three month reign.  Domnall was either incompetent, unlucky or both; he never won a battle. His first defeat came in 635 in a battle which was possibly against the Picts. In 637 he was defeated at the battle of Mag Rath in Ireland, and from this point on the kings of Dal Riata completely lost control of their Irish possessions. It was probably about this point that Domnall was demoted to the position of joint king with his third cousin Ferchar, son of Connad Cerr. Domnall was defeated yet again, possibly by the Picts, in 638. He finally met his death in 642, at the hands of the Britons of Strathclyde. He was succeeded by his joint king Ferchar.

Domnall Brecc "the Speckled" (I11296)

795

Donald succeeded to the kingship in 889, when the joint-kings Eochaid and Giric were deposed. Little is known of his reign excepting a battle, probably in 893, when he defeated Viking raiders. He was, in turn, killed by another Viking raid in 900. He was the first king to be called 'ri Alban', or 'King of Scots' upon his death. He was succeeded by his cousin Constantine II, who reigned for 43 years, an incredible period for a early medieval king.

Donald II Dasachtach (I11284)

796

Dorthea Christoffersdatter Tronds ble født engang mellom år 1545 og år 1550 i Danmark og omkring år 1565 ble hun med sin søster Anna Christoffersdatter Tronds til Skottland. Senere samme året måtte Dorthea og Anna reise tilbake til Danmark, fordi faren deres var gått bort omkring år 1565. Omkring år 1565/66 reiste Dorthea og Anna til Norge sammen med resten av familien. Dorthea bosatte seg på gården Steine i Steinsdalen i Kvam. Dorthea fikk ved skifte omkring år 1578 etter sin mor, Karen, 1 1/2 løp smør Qvelnes 1/2 løp bukkesk. Samland 1/2 løp salt Spildo 1/2 løp sm. Og Svorteland 1 vog fisk.

http://www.k-rustung.com/tekst/historie/dorthea.html

Rustung, Dorothea Christoffersdatter Tronds (I8545)

797

Dräng. Sjöman. Soldat. Gift 28/11 1810 i Arjeplog med efterföljande ana. Soldat, rote 75, antagen 7/1 1811, 5 fot och 8 tum lång, rymde 24/6 1829. I husförhörsboken 1818-37 står under vaccinering "smittad" Johan for till Norge 1837, 6/1 1838 åter till Norge och kom tillbaka 1841 frös sedan ihjäl i Norska fjällen under resa till eller från Norge 1844. Död ihjälfrusen 1844 i Norge.

Medelström, Johan Jonsson Holmqvist (I8834)

798

Drev bruket fram til 1740

Manntall 1701 Fur 26 år
https://digitalarkivet.no/view/206/pc00000000666804

Død 1752 75 år
https://media.digitalarkivet.no/kb20070601630425

Lind, Jørgen Pedersen (I1713)

799

Drev bruket Kjeøy, Ytterstad, Lødingen, NO
(1701-1724) Viksjøen (Steinsjø)

Rener, Morten Jacobsen (I9364)

800

Drev gården Toften på Bygd fra 1706 til sin død i 1740. Han tjente på Kjerringnes i 1701. Han en muligens søn av Mons Tomassen fra Sigerfjord og bror med Hans Monssen

Død 1740
https://media.digitalarkivet.no/kb20071106650528

Monssøn, Arnt (I4940)

Hurtig linker

Webmaster Message

Vi prøver å dokumentere alle våre kilder i dette familietreet.
Hvis du har noe å legge til, la oss høre fra deg.
Tusen takk !

Notater

Hurtig linker

Webmaster Message

Kontakt oss