Notater: Alf-Inge`s Hjemmeside

Notater

Treff 101 til 150 av 3,040

#	Notater	Linket til
101	4 barn	Berg, Hans Lars Alvar (I10917)
102	4 barn	Bakke, Nils Håkon (I10937)
103	4 barn	Jeramiassen, John Haldor (I10975)
104	4 Barn	Stellander, Arne Ingemar (I10978)
105	4 May 1644, Skifte	Jensdatter, Maren (I9293)
106	45år 1666 https://www.digitalarkivet.no/ft10041005203038 Bruker 1/2 pund om lag 1661-1672	Jonsen, Jens (I11869)
107	5 barn	Henrikø, Knut Alfred (I10972)
108	5 Jun 1720 Begravelse. Dom: 5 post Trinit .. Jordet Agnis Christen Strands 12 Nov 1720 Skifte etter Anne Nielsdatter på Strand. Enkemannen Christen Pedersen, felles barn: Niels Christensen Anna Christensdatter Brønnel Christensdatter  Selv om hun kalles Anne i skiftet, er det all grunn til å tro det dreier seg om samme person gravlagt i 1720 og Christens datter Agnes med andre kona, høyst sannsynlig oppkalt etter første hustru. Jfr. også skiftet etter Christen 9 Okt 1744. Skifte etter afgl: Christen Pedersen, enken Berite Olsd:, 5 barn: Niels Christensen Anne Brønel Agnis Karen Christensdøtre Død 1720 https://media.digitalarkivet.no/kb20071102630117	Nilsdatter, Agnes (I6488)
109	56 år ved andre ekteskap 1874	Andersen, Ole (I9930)
110	6 barn	Almlie, Fritz Richard (I10949)
111	6år 1666 https://www.digitalarkivet.no/ft10041005203038 46år 1701 Fagerlj https://www.digitalarkivet.no/view/206/pc00000000661351 Bruker 18 mark om lag 1690-1713, Var «Forarmet» 1719	Jensen, Holger (I11868)
112	75år 1666 https://www.digitalarkivet.no/ft10041005203038 Bruker fra 1631 til 1650 åra «Ødegårdsmann» 1648	Jon (I11870)
113	907 Heerführer in Bayern; 911 Herzog von Bayern. Hertug av Bayern 907 - 937. Ved denne tid foregikk sekularisering av klostrene, de inndragne gods ble gitt som len til hans fortrolige. Som eksempel hadde klostret Tegernsee tidligere mer en 11.000 bondegårder, etter konfiskasjonen kun 114. Kirken ga ham derfor tilnavnet «der Böse». 11.08.909 tvang Arnulf ungarerne, som hadde trengt frem til Schwaben, til retrett.	von Bayern, Arnulf I der Böse (I10214)
114	Aasille satt på Hegstad i 1645/46 som enke, som samtidig gav hun bare halv «Ledingh» d.v.s. for ½ våg, mens husmannen Fredrich (Hendrich?) gav «Pundtz» leidang. Hun betalte dessuten ½ dlr. i «Kopschatt» for seg selv, tre drenger og «Thou quindfolch». I 1646/47 overlot hun «godvilligen» ½ våg til sønnen Jon som før hadde bodd på Voje. I 1648 hadde Jon hele gården - 1 våg.	Hegstad, Aasille (I2674)
115	Abel Michelsen Broch var prest på Oppeid, i Hamarøy fra 1589 til 1599 og i Steigen Kirke fra 1599 til 1613.	Broch, Abel Mikkelsen (I3788)
116	ABT 1360, Kjøpte garden Nos i Sogn	Ogmundsson, Brynjulf (I11627)
117	Acceded about 574. Consecrated by his cousin St. Columba. In 575 Aedan attended the Convention of Druim Cett in Ireland, which apparently convened to decide the political relationship between Dal Riata and the kings of the Northern Ui Neill in Ireland, whose power was growing. In 581 he led an expedition to the Orkney islands, and he won a victory at the Isle of Man in the following year. In 590, he won a battle against the Maetae, his British neighbours, but lost two of his sons in the battle. In 596, in the first battle between Scots and English, two more of his sons were slain. In 600, he lead an army against the English of Northumbria, but was decisively defeated at Degsastan. He was victorious in a battle against the Picts sometime between 596 and 606.  Aedan's wife, Domnach was a daughter of Maelgwyn (Malgo) Hir "the Tall", Ruler of Gwynedd (shown elsewhere in this genealogy. He actually had at least three wifes, seven sons and several daughters, but names of all are not known.	Aedàn mac Gabràn (I11299)
118	According to Pictish matrilineal succession, her son Drust became the King of the Picts.	Entfidichsdatter, N.N (I11294)
119	According to the Annals, Nial MacLochlainn, the father of Muirchertach died in 1119 A.D. and was 28 years old. 1119 [AU] Niall, son of Domnall Ua Lochlainn, royal heir of Ailech and of Ireland and paragon of Ireland for form and for sense, for generosity and for erudition, fell by the Cenel-Maoin, in the 28th year of his age, on Monday and on the 10th of the moon and on the feast of the Three Innocent Children, the 18th of the Kalends of January. So that would make him born in about 1091. His father, Domnall MacLochlainn, died in 1121, and was 73 years old, making him born in about 1048. (Clann Lochlainn)	Mac Lochlainn, Niall (I7336)
120	According to the Annals, Nial MacLochlainn, the father of Muirchertach died in 1119 A.D. and was 28 years old. 1119 [AU] Niall, son of Domnall Ua Lochlainn, royal heir of Ailech and of Ireland and paragon of Ireland for form and for sense, for generosity and for erudition, fell by the Cenel-Maoin, in the 28th year of his age, on Monday and on the 10th of the moon and on the feast of the Three Innocent Children, the 18th of the Kalends of January. So that would make him born in about 1091. His father, Domnall MacLochlainn, died in 1121, and was 73 years old, making him born in about 1048. (Clann Lochlainn).	Mac Lochlainn, Domnall (I7338)
121	Adelsmann. Lagmann. Våpenet hans var, 'En stjerne med en rose under'. Tore Torkildson var lagmann i Stavanger fra 1458 og til 1491. Han var adelsmann og seglet hans finnes under et brev fra 1489 om kunngjørelsen fra det norske riksrådet om at det har valgt Kristian, sønn av kong Hans, til tronarving. Våpenmerket til Tore Torkildson er en stjerne med en rose under.	Koll, Tore Torkildsen (I8551)
122	Adolf 1. af Holsten (død 13. november 1131) var greve af Schauenburg (også Schaumburg, i det senere Niedersachsen) omkring 1106-1131. År 1111 indsattes han af den daværende hertug af Sachsen, Lothar af Süpplingenburg som greve af Holsten i Nordelbingen. Adolf 1. kan være identisk med den Adolf, som 1096 omtales af biskoppen af Minden, men det kan dog også være faderen med samme navn. Adolf 1. erhvervede Osterburg og byggede borgen Schauenburg på Nesselberg ved Weser, der blev hans stamsæde. Fra 1106 fik han militære og organisatoriske opgaver i Holsten af hertug Lothar af Suplinburg (Lothar af Sachsen), og 1111 blev han ved Lothars hjælp greve af Holsten-Wagrien-Stormarn. Kernen i detta grevskab ved den tyske grænse udgjordes af områderne nord og øst for Hamborg. Omgivet af ditmarskerne mod vest, danskere mod nord og de hedenske vagriere mod øst befæstede han sit herredømme med klogskab og mådehold. Han stod på god fod med vagrierfyrsten Henrik af Mecklenburg, da efter dennes død Lothar, der nu var blevet kejser, tildelte Knud Lavard kongeværdigheden over vagrerne, ville Knud sætte sig fast på kridtbjerget Alberg (det senere Segeberg), men Adolf fordrev ham derfra. Adolf fremmede den tyske kolonisation i sine områder og var en trofast støtte til den tyske konge. Adolf døde ifølge Chronicon Holtzatiæ 1131 den 13. november og blev begravet i Minden. Adolf giftede sig den 8. februar (ukendt år) med Hildewa. Parret fik to børn: 1. Hartung, døde i slaget ved Kulm i Böhmen den 18. februar 1126 2. Adolf 2. af Holsten (død 1164), greve af Holsten	von Holsten, Adolf I (I10173)
123	Adolf 2. af Holsten (født 1128; død 6. juli 1164 i nærheden af Demmin) var greve af Schauenburg og Holsten. Han tilhørte Huset Schauenburg og var søn af grev Adolf 1. af Holsten. Adolf 2. var søn af grev Adolf 1. af Holsten. Han efterfulgte sin far som greve af Schauenburg, Holsten og Stormarn i 1130, dog i begyndelsen under sin mors formynderskab. Efter kejser Lothar 3.s død i 1137 forlenede den nye konge, Konrad 3., i 1138 Albrecht Bjørn med Hertugdømmet Sachsen. Derved mistede Adolf 2., der var vasal under den tidligere hertug, Henrik den Stolte, grevskaberne Holsten og Stormarn, som Albrecht Bjørn overlod til Heinrich von Badewide. Adolf genvandt først disse grevskaber i 1142, da kong Konrad havde givet hertugdømmet Sachsen til Henrik Løve, Henrik den Stoltes søn, hvorefter Henrik Løve gav de to grevskaber og det vendiske område Wagrien som len til Adolf II. Heinrich af Badewide fik som erstatning det nyoprettede grevskab Ratzeburg i Polabien. I tiden derefter var Adolf ivrig efter at fremme kristenmissionen i sit landområde, og her blev han støttet af missionæren Vicelin. Ydermere bosatte Adolf nybyggere fra andre dele af sit land samt fra Westfalen og Nederlandene i de slaviske områder, især Wagrien. I 1143/44 grundlagde han Lübeck, hvor han lod sin første beskyttede borg (en jord- og palissadekonstruktion) opføre. Borgen måtte han afstå til sin lensherre, Henrik Løve, i 1158, efter at have gjort ham utilfreds ved sin indblanding i danske tronstridigheder, dvs. borgerkrigen under Svend, Knud og Valdemar, kulminerende i slaget på Grathe Hede. I 1159 ledsagede han kejseren, Friedrich Barbarossa til Italien, og i 1164 deltog han i Henrik Løves feldtog mod obotritterne. Her var det, at han faldt i et slag nær ved Demmin. Han blev begravet i Minden. Adolf 2. blev gift med Mathilda af Käfernburg, der var en datter af grev Sizzo 3. af Käfernburg. De fik kun én søn, den senere Adolf 3. af Holsten, der efterfulgte sin far som greve af Holsten og Wagrien.	von Holsten, Adolf II (I10171)
124	Adolf 3. af Holsten (1164—1225) var greve af Holsten fra 1164 til 1203, hvor han blev afsat. Han tilhørte Slægten Schauenburg og var søn af grev Adolf 2. af Holsten og Mechthild af Schwarzburg (død 1191/1193). Adolf III efterfulgte sin fader i 1164 under moderens formyndarskab. Han var hertug Henrik Løves støtte, fulgte denne på et felttog mod ærkebiskoppen af Köln og modtog der for rettigheter i det mellemste Weser-område af Henrik. Dette område skulle blive Grevskabet Schauenburgs territorialbase. I 1180 svigtede Adolf imidlertid Henrik Løve, blev fordrevet af denne fra Holsten, vendte 1181 tilbage under kejser Frederik Barbarossas fremgangsrige rigskrig og nedkæmpede den hertugelige partigænger greve Konrad af Rhoden. Henrik Løve gik i eksil, og kejser Frederik indsatte en ny hertug, Bernhard 3. af Sachsen, hvis hertugdømme begrænsedes til det østlige Sachsen. Hertug Bernhard krævede lenshøjhed over grevskaberne Holsten, Ratzeburg, Schwerin, Lüchow og Danneberg, men grev Adolf søgte større autonomi. Da hertug Bernhard ankom til Ertheneburg 1182 for der at lade sig hylde, nægtede Adolf at deltage. Bruddet med den nye hertug blev totalt, da greverne af Holsten, Ratzeburg og Schwerin gik sammen og lod borgen Lauenburg ødelægge samme år, 1182. På kejserens befaling måtte greverne dog gøre bod og genopføre borgen. I 1188 grundlagde Adolf på den vestre kyst af Alster (i nutidens Hamborg) sammen med en gruppe af købmænd en markeds- og handelsbosættelse, som ved et kejserligt diplom udfærdiget den 7. maj 1189 fik betydelige handels- og stadsretslige privilegier. Dette kejserlige diplom kan anses som grundlag for den senere hansestad Hamborg (Hamburger Neustadt). Adolf førte vedvarende krige mod slaverne og hertugerne af Slesvig, mod Danmark og mod ærkebiskopperne af Bremen og opnåede grevelige rettigheder i Ditmarsken. 1189-1191 var han på ny trængt af den fra sit eksil hjemvendte Henrik Løve, dette på et tidpunkt da Adolf selv var i Palæstina som deltager i det tredje korstog. Da Adolf i foråret 1191 kom hjem fra korstoget, kunne han med hjælp fra hertug Bernhard og markgreve Otto 2. af Brandenburg atter tage sit grevskab i besiddelse. Adolf forlenedes nu med Lübeck, og efter at have erobret Hamborg og Stade formåede greven i sommeren 1192 at få Lübeck til at åbne sine porte for ham. Adolf understøttedes af den danske prins Valdemar Knudsen, biskop af Slesvig og ærkebiskop af Bremen samt søn af den 1157 myrdede kong Knud 5. af Danmark og blev lovet Ditmarsken af denne. Adolf bistod biskoppen i oprøret mod Danmark 1193, var 1196-1198 på ny i Palæstina og formåede 1199 at forhindre den danske konge Knud 6.s erobringsforsøg mod Hamborg. Samme år, 1199, bistod Adolf markgreve Otto 2. af Brandenburg i dennes angreb på Pommern men mistede nu Ditmarsken og den nybyggede fæstning Rendsborg. 1201 vandt Adolf Ratzeburg efter, at fyrstehuset der var uddødt, desuden Lauenburg. Men blandt lavadelen og bønderne var Adolf ikke ret populær, hvilket skal have beroet på hans pragtlystne personlighed, og disse vendte sig til Danmark. I 1201 blev Adolf ved slaget ved Stellau taget til fange og indsat på Søborg Slot. For at blive frigivet afstod han i 1203 Holsten og Wagrien til grev Albrecht af Weimar-Orlamünde. Efter afslutningen af fangenskabet trak Adolf sig tilbage til sit stamland, Grevskabet Schauenburg, hvor han konsekvent fortsatte med at udbygge sit territorialherskab. Han vandt blandt andet Stadthagen og Rhoden og bekæmpede biskopperne af Paderborn og Minden med hensyn til deres lensrettigheder i Schauenburg. Ud over de åndelige modstandere havde Adolf også verdslige: Schwalenberg, Ravensburg og Lippe. Adolf opholdt sig tidvis ved kejserens hof for at bede om hjælp mod Danmark men fængsledes på ny i 1223 og måtte atter abdicere. Han døde i 1225 på sit stamslot, borgen Schaumburg. Adolf 3. giftede sig første gang 1182 med Adelheid af Assel (død 1185). Adolf giftede sig igen inden 10. maj 1189 med Adelheid af Querfurt (død før 1224). Parret fik følgende børn: 1. Konrad von Schauenburg (død 1237/1238) 2. Adolf 4. af Holsten (omkring 1195-1261), greve af Holsten 3. Bruno af Olmütz (omkring 1204-1281), biskop af Olmütz	von Holsten, Adolf III (I10169)
125	Adolf 4. af Holsten (født før 1205, død 8. juli 1261) var en tysk greve fra Huset Schauenburg, der var greve af Schauenburg fra 1225 til 1238 og greve af Holsten fra 1227 til 1238. Adolf 4. var søn af Adolf 3. af Holsten men havde længe kun ringe udsigt til at generhverve sin faders besiddelser, som kong Valdemar Sejr af Danmark havde vundet og fået kejser Frederik 2.'s brev på. Men kong Valdemars tilfangetagelse på Lyø forandrede alle forhold, og Adolf vendte tilbage til det fædrene grevskab. Kong Valdemars nederlag ved Bornhøved sikrede ham besiddelsen af det. I 1229 sluttede han endog et venskabsforbund med den danske konge, og 1234 gjorde begge i forening et tog mod Lübeck. I 1237 giftede han sin datter Mechtilde med Valdemars søn Abel. I 1238 gjorde Adolf et korstog til Livland, og dette blev indledningen til, at han helt helligede sig religionen. Han overgav formynderskabet over sine sønner til Abel og indtrådte 1239 selv i Maria Magdalene-klosteret i Hamborg, som han havde stiftet til minde om sejren i Slaget ved Bornhøved. Senere drog han som pilgrim til Rom og blev til sidst endog præsteviet. Højagtet af alle tilbragte han sine sidste leveår i Marieklosteret i Kiel, hvor han døde 1261. Adolf 4. giftede sig med Heilwig af Lippe, datter af grev Herman 2. af Lippe. Parret fik følgende børn: 1. Mechtilde af Holsten (død 1288), gift 1. gang med kong Abel af Danmark (død 1252), gift 2. gang med Birger Jarl 2. Johan 1. af Holsten (død 1263), greve af Holsten-Kiel 3. Gerhard 1. af Holsten (død 1290), greve af Holsten-Itzehoe og Schauenburg 4. Ludolf (død som barn)	von Holstein, Adolf IV (I10156)
126	Adresse 2020 3850 Klahanie Dr SE Apt 20-104 Sammamish, Issaquah WA 98029 https://www.facebook.com/jamie.baker.18847	Baker, Jamie Theodore (I12138)
127	Aed Find "the Fair" was probably re-established independence from Pictish overlordship, and the kingship of Dal Riata, when the Picts were defeated by the Strathclyde British in 750. He was on the offensive against the Picts by 768, when he raided their territory. Nothing else about his reign is recorded. He was succeeded by his brother Fergus upon his death in 778.	Aodh Hugh Fionn "the White" (I11290)
128	af Hegnet (Harre H.), var 1332 på holstensk side nærværende ved forliget med grev Gert i Kiel, skal være blevet dræbt ved Lyby Kirke af Erik Brune (Banner) til Elkjær.	Nielsen, Bugge (I7003)
129	af Holbækgaard (Rugsø H.), mon den Johannes Poulsen juxta Randrus, hvis Hustru Cecilie 1308 betænkes i Hr. Jakob Blaafods Enkes Testamente, beseglede 1325 et Vidne af Vendsyssel Thing, nævnes atter 1337, var 1344 med Peder Munk den ældre (3 Roser), Peder Munk den yngre (delt Skjold) og (sin Broder) Peder Poulsen Forlover for Kong Valdemar ved Forliget i Sønderborg og besegler da med Bjelke-Vaabnet, var 1350 Ridder og pantsatte da Gods i Rugsø, fik 1353 Laasebrev og 1357 Domsbrev paa Jersøre (Skam H.), hørte til det jydske Oprørsparti, hvorfor hans Gods blev ham sikret ved Vinningaa-Forliget 1353; hans Gods i Holbæk og i Rugsø Herred blev 1408 tildømt Biskop Bo i Aarhus. [1] Hr. Johannes Poulsen, siges 1396 at have været en Søn af Ridderen Poul Mogensen paa Holbækgaard (Rep. Dipl. II. 423). Denne var 1314 paa Viborg Landsthing en af Dommerne over de oprørske Herremænd og Bønder (Hf. 373, 367), var 1315 Ridder og Forlover for Kongen ved Forliget i Nyborg (smst. 384), nævnes 1325 som Udsteder af et Vidne paa Viborg Landsthing (Rep. Dipl. I. 230). hvor han 1326 beseglede Kong Valdemars Haandfæstning (G. A. A. 15). hvis dette er rigtigt kan han ikke være søn af den i DAA 1905 angivne Poul Jonsen - eller kan der have været to samtidige Johannes Poulsen?. [2] Hr. Johannes Poulsen, havde 1391 for ca. 36 Aar siden holdt Skifte paa Skam Herredsthing med sin Broder Richard Poulsen kaldet Føring om deres fædrene og mødrene Gods og fik da Jersøre og det fynske Gods, medens Richard fik Godset paa Før, to Gaarde i Lindknud og een ved Ribe (Rep. Dipl. II. 365). Samme Richard afstod 1360 alt sit fædrene og mødrene Gods i Danmark til Hr. Eggert Bycere (Smst. II. 65). [3]	Munk, Johannes Poulsen (I6990)
130	af Pilegaard i Solbjerg (Løve herred), fik denne gård med sin hustru, men mageskiftede den 1358 til Sorø Kloster for klostrets gods i Flakkebjerg herred.	Rud, Niels Jacobsen av Pilegaard i Solbjerg (I6855)
131	af Stadsgaard (nu Constantinsborg i Ormslev sogn), var 1300 nærværende på kongens retterting i Horsens, og 1306 i Randers og Horsens, beseglede 1400 til vitterlighed med hr. Johannes Lykke, var 1405 ridder, levede 1409. Hr. Erik Jensen af Stadsgaard (Ning H.), nævnes 1390, var 1405 og 1409 ridder, stamfader for slægten Lykke med den vinrankebelagte bjælke (jvf. D. A. A. XX. 263 ff.).	Munk, Erik Jensen (I6882)
132	af „Keldebec" og Laastrup (Rinds H), nævnes 1340 i Fyn som fortjent af Dalum Kloster, fik 1341 Gods i Gjerrild i Pant af Ofte Andersen (Hvide), fik 1343 Livsbrev paa Nygaard m. m. Gods i Hjelmslev Herred af Em Kloster, mon identisk med Niels Jensen af Ormslev (Ning H.), der 1351 solgte Gods i Tørring, beseglede 1355 til Vitterlighed med Niels Tuesen (Bild), der kalder ham sin „avunculus", var fra 1349 Justitiarius regis og forekommer som saadan i Brevene af Kongens Ketterthing til 11 Aug. 1364, beseglede 1360 sammen med Hr. Palne Jonsen (Munk) Kalundborg-Recessen og fører da endnu Bjelken uden Vinranke.	Munk, Niels Jensen (I6885)
133	Afstod godset til kronen (en staf)	Boberg, Mats (I7118)
134	Ägare åren 1629-1675 av Svensbyn 1 Hans hustru kan vara en dotter till Olof Jonsson. Jon Svensson kan också ha köpt eller övertagit hemman oskylt av Olof Jonsson. Det som talar för att Jons hustru är född på Svensbyn nr 1 är att Jon Svensson betalar bårpengar efter sin svärmoder Karin den 29/9 1650. Svärmodern Karin kan också ha följt med familjen vid övertagandet av Svensbyn 1. Jon Svensson är möjligen född i Långnäs nr 12, "Flåskhemmanet". Sven Anderssons son Jon Svensson i Långnäs utgår som knekt år 1619. Under början av 1620-talet "försvinner" Jon Svensson från Långnäs. Vid samma tid kommer det en Jon Svensson till Svensbyn nr 1. Eftersom namnet är rätt så ovanligt, talar det för att dessa båda Jon Svensson är en och samma person, Død Risnäset, Svensbyn, Piteå	Svensson, Jon (I4062)
135	Ägare åren 1649-1699 till Långnäs 12. Han var både bonde och utskriven knekt.	Flåsk, Anders Svensson (I8401)
136	Ägare av Långnäs 12 åren 1574-1618. Han gifte sig och fick minst en son. Anders Svensson fick böta 3 mark "för tresko" vid tinget den 30/7 1585. Han utgav 1 mark. I hjälpskattelängden år 1599 ägde han 8 spann utsäde, 10 kor, 4 kvigor, 9 får, 3 unga svin, 1 häst och 9 lod silver.	Svensson, Anders (I8386)
137	Ägare av Långnäs 12 åren 1619-1651	Andersson, Sven (I8384)
138	Ägare av Svensbyn 17, Piteå socken, åren 1595-1613	Eriksson, Simon (I8379)
139	Ägare av Svensbyn 17, Piteå socken, åren 1613. Ägare av Svensbyn 17, Piteå socken, åren 1619-1626	Kerstin (I8380)
140	Ägare från 1539 till 1558 i Öjebyn 23 Hamnen, Piteå lfs (BD) (Olof Andersson). Nämnd som birkarl med 15 kor 1553 i Hamnen, Öjebyn, Piteå lfs (Johan Nordlander: Norrländska samlingar, Umeå 1990). Ägde 18 kor 1553 i Öjebyn 23 Hamnen, Piteå lfs (Olof Andersson i Ätt och bygd nr 86 2000). Gift med Sigrid. (Nämnd från 1561 till 1562 i Öjebyn 23 Hamnen, Piteå lfs (BD) (Olof Andersson).) Tabell 1 home.swipnet.se/leifbostrom/rehn.htm Birkarl är en benämning på handels- och beskattningsmän som verkade i övre Norrland. Ordet birks ursprung är dunkelt och oklart och det finns ca 20 olika förslag på förklaringar till birkarlarnas uppkomst. De omtalas för första gången i svenska urkunder från 1328 där man nämner att birkarlarna hade rätt att bedriva handel med lapparna i norra Hälsingland, ett område som sträckte sig ända bort till Ule älv. Ca 200 år senare finner man dock belägg på dem enbart i nuvarande Norrbotten och finska Tornedalen. Birkarlarna var under 1500-talet bosatta i socknarna Torneå, Luleå och Piteå. I Kemi socken påträffas några birkarlar under slutet av 1500-talet och något senare. Birkarlarna förlorade 1553 sina beskattningsrättigheter av samerna, men de fick fortsätta som lappfogdar åt kronan och som handelsmän. Birkarlarna, liksom samerna, löd inte direkt under den svenska kronan. De betalade en speciell skatt och handel mellan samerna och svenska kronan (eller Europa) hade birkarlarna ensamrätt på. Från Lappland kontrollerades huvudsakligen exporten över fisk och pälsverk. Importen från olika länder varierade -- från Spanien och Portugal köptes vin och salt, från England och Flandern tyger, från Tyskland hushållredskap och prydnadssaker samt från södra Sverige korn, vete, råg och grönsaker.	Olufsson, Nils Birkarl (I6184)
141	Ägare från 1627 i Svensbyn 19, Piteå lfs. Nämnd 1640-1656 i Svensbyn, Piteå lfs.	Mickelsson, Nils (I8388)
142	Ägde Bureå 1 år 1500. Byggde fjärde gården i Bure (där hans sonsons son Anders Danielsson bodde 1601).	Bure, Olof Andersson (I9576)
143	Åle Dagson, konge av Ringerike Åle (Oli) var sønn av Dag og Tora Hans kone er ukjent, De hadde sønnen Dag II Dag var gift med Thora Drengjamor, og de hadde ni sønner. Den ene het Oli, den andre Åm, den tredje Jøfur og den fjerde Arngrim. Oli var far til Dag, far til Oleif, far til Hring, far til Olaf, far til Helge, far til Sigurd hjerte, far til Ragnhild, mor til Harald hårfagre. Haralds ætt ble kalt Døglinger. Arngrim eide Eyfuru. Sønnen deres var Angantyr berserk. http://www.norsesaga.no/hvorledes-norge-ble-bosatt.html	Dagson, Åle av Ringerike (I4664)
144	Åle, konge av Oppland Hans foreldre er ukjent. Han hadde datteren Hilde Skjoldungesaga: Etter en del tid ble det fiendskap mellom kong Adillus av Sverige og den norske kong Ale (Åle) av Oppland. De besluttet å kjempe på isen av innsjøen Vänern. Adillus vant seier og tok Ales hjelm, brynje og hest som seiersbytte. https://no.wikipedia.org/wiki/Adils	Åle (I11845)
145	Alexander Sampson og Elenor, bodde i Reading i England der det ble holdt skifte etter dem i 1606 og i 1620.	Sampson, Alexander (I6081)
146	Alf "Finnalf" Raumsson, konge av Alfheim Han var sønn av Raum og Bergdis Alf giftet seg med Svanhild.de hadde barna Svan og Alfhild "Alf ble fostret av Bergfinn og ble kalt Finnalf. Kong Raum ga Alf Østerdalen og alt nord for Veneren og fra Gøtaelv og nord til Glomma. Dette ble da kalt Alfheim" "Finnålf den gamle fikk Svanhild, som ble kalt gullfjær. Hun var datter av Dag Dellingssønn , som ble kalt gullfjær. Hun var datter til Dag Dellingssønn og Solar Mundilfare. Deres sønn var Svan den røde" "Kongen i Alfheim, Alf, havde en Datter ved Navn Alfhild. Landet imellem Gøtelv og Rømelv kaldtes den Tid Alfheim".	Rodulvson, Alf "Finnalf" (I11808)
147	Alfhild Finnalfdatter Hun var datter av Finnalf og Svanhild, Gift med Starkad Åludrend, De fikk datteren Baugheid og sønnen Storvirk "Kongen i Alfheim, Alf, havde en Datter ved Navn Alfhild. Landet imellem Gøtelv og Rømelv kaldtes den Tid Alfheim. Et Efteraar blev der anstillet et stort Offergilde for Gudinderne hos Alf, og Alfhild forestod Offringerne; hun var den smukkeste af alle Kvinder, og alle Alfheims Indvaanere vare i det hele taget smukkere af Udseende end andre samtidige Folk; men om Natten, da hun bestænkede Offeralterne med Blod, bortførte Starkad Aludreng hende og førte hende hjem med sig. Kong Alf anraabte da Thor om at søge efter Alfhild; og derpaa dræbte Thor Starkad. Alfhild vendte igjen hjem til sine Frænder, og Grim opholdt sig hos hende, indtil han drog ud paa Vikingetog og blev en vældig Kriger. Han ægtede Bøggerd, en Datter af Alfhild og Starkad Aludreng. Han tog Ophold paa en Ø udenfor Halogaland som kaldes Bolm; han blev siden kaldt Ø-Grim Bolm. Grim og Bøggerds Søn var Bersærken Arngrim, som senere boede paa Bolm, og var en anseet Mand." "Storvirk het en mann; han var sønn av Starkad Aludreng. Starkad var en svært klok jotun. Fra Alfheim bortførte han Alfhild, datter til kong Alf. Kong Alf ba da Tor om å bringe Alfhild tilbake, så Tor drepte Starkad og Alfhild flyttet hjem til sin far igjen. Hun var da med barn, og fødte en sønn som ble kalt Storvirk" "Da tok Tor til orde og sa: "Alfhild, mor til Starkads far (Storvirk), valgte for sin sønn heller å ha en svært klok jotun til far enn Åsator; og jeg bestemmer at Starkad verken skal ha sønn eller datter, og hans ætt skal ende med ham." http://www.heimskringla.no/wiki/Sagaen_om_Hervarar_og_Kong_Heidrek http://www.norsesaga.no/gautreks-saga.html	Finnalfsdatter, Alfhild (I11813)
148	Alrekstad er Årstad ved Bergen.	Erikson, Alrek I (I4693)
149	Alrekstad er Årstad ved Bergen.	Alrekson, Erik II (I4694)
150	Alrekstad er Årstad ved Bergen.	Erikson, Alrek (I4695)

Notater

Linket til

101

4 barn

Berg, Hans Lars Alvar (I10917)

102

4 barn

Bakke, Nils Håkon (I10937)

103

4 barn

Jeramiassen, John Haldor (I10975)

104

4 Barn

Stellander, Arne Ingemar (I10978)

105

4 May 1644, Skifte

Jensdatter, Maren (I9293)

106

45år 1666
https://www.digitalarkivet.no/ft10041005203038

Bruker 1/2 pund om lag 1661-1672

Jonsen, Jens (I11869)

107

5 barn

Henrikø, Knut Alfred (I10972)

108

5 Jun 1720 Begravelse. Dom: 5 post Trinit .. Jordet Agnis Christen Strands

12 Nov 1720 Skifte etter Anne Nielsdatter på Strand. Enkemannen Christen Pedersen, felles barn: Niels Christensen Anna Christensdatter Brønnel Christensdatter 
Selv om hun kalles Anne i skiftet, er det all grunn til å tro det dreier seg om samme person gravlagt i 1720 og Christens datter Agnes med andre kona, høyst sannsynlig oppkalt etter første hustru. Jfr. også skiftet etter Christen 9 Okt 1744. Skifte etter afgl: Christen Pedersen, enken Berite Olsd:, 5 barn: Niels Christensen Anne Brønel Agnis Karen Christensdøtre

Død 1720
https://media.digitalarkivet.no/kb20071102630117

Nilsdatter, Agnes (I6488)

109

56 år ved andre ekteskap 1874

Andersen, Ole (I9930)

110

6 barn

Almlie, Fritz Richard (I10949)

111

6år 1666
https://www.digitalarkivet.no/ft10041005203038

46år 1701 Fagerlj
https://www.digitalarkivet.no/view/206/pc00000000661351

Bruker 18 mark om lag 1690-1713, Var «Forarmet» 1719

Jensen, Holger (I11868)

112

75år 1666
https://www.digitalarkivet.no/ft10041005203038

Bruker fra 1631 til 1650 åra «Ødegårdsmann» 1648

Jon (I11870)

113

907 Heerführer in Bayern; 911 Herzog von Bayern.

Hertug av Bayern 907 - 937.
Ved denne tid foregikk sekularisering av klostrene, de inndragne gods ble gitt som len til hans fortrolige. Som eksempel hadde klostret Tegernsee tidligere mer en 11.000 bondegårder, etter konfiskasjonen kun 114. Kirken ga ham derfor tilnavnet «der Böse».
11.08.909 tvang Arnulf ungarerne, som hadde trengt frem til Schwaben, til retrett.

von Bayern, Arnulf I der Böse (I10214)

114

Aasille satt på Hegstad i 1645/46 som enke, som samtidig gav hun bare halv «Ledingh» d.v.s. for ½ våg, mens husmannen Fredrich (Hendrich?) gav «Pundtz» leidang. Hun betalte dessuten ½ dlr. i «Kopschatt» for seg selv, tre drenger og «Thou quindfolch». I 1646/47 overlot hun «godvilligen» ½ våg til sønnen Jon som før hadde bodd på Voje. I 1648 hadde Jon hele gården - 1 våg.

Hegstad, Aasille (I2674)

115

Abel Michelsen Broch var prest på Oppeid, i Hamarøy fra 1589 til 1599 og i Steigen Kirke fra 1599 til 1613.

Broch, Abel Mikkelsen (I3788)

116

ABT 1360, Kjøpte garden Nos i Sogn

Ogmundsson, Brynjulf (I11627)

117

Acceded about 574. Consecrated by his cousin St. Columba. In 575 Aedan attended the Convention of Druim Cett in Ireland, which apparently convened to decide the political relationship between Dal Riata and the kings of the Northern Ui Neill in Ireland, whose power was growing. In 581 he led an expedition to the Orkney islands, and he won a victory at the Isle of Man in the following year. In 590, he won a battle against the Maetae, his British neighbours, but lost two of his sons in the battle. In 596, in the first battle between Scots and English, two more of his sons were slain. In 600, he lead an army against the English of Northumbria, but was decisively defeated at Degsastan. He was victorious in a battle against the Picts sometime between 596 and 606.  Aedan's wife, Domnach was a daughter of Maelgwyn (Malgo) Hir "the Tall", Ruler of Gwynedd (shown elsewhere in this genealogy. He actually had at least three wifes, seven sons and several daughters, but names of all are not known.

Aedàn mac Gabràn (I11299)

118

According to Pictish matrilineal succession, her son Drust became the King of the Picts.

Entfidichsdatter, N.N (I11294)

119

According to the Annals, Nial MacLochlainn, the father of Muirchertach died in 1119 A.D. and was 28 years old. 1119 [AU] Niall, son of Domnall Ua Lochlainn, royal heir of Ailech and of Ireland and paragon of Ireland for form and for sense, for generosity and for erudition, fell by the Cenel-Maoin, in the 28th year of his age, on Monday and on the 10th of the moon and on the feast of the Three Innocent Children, the 18th of the Kalends of January. So that would make him born in about 1091. His father, Domnall MacLochlainn, died in 1121, and was 73 years old, making him born in about 1048. (Clann Lochlainn)

Mac Lochlainn, Niall (I7336)

120

Mac Lochlainn, Domnall (I7338)

121

Adelsmann. Lagmann. Våpenet hans var, 'En stjerne med en rose under'.

Tore Torkildson var lagmann i Stavanger fra 1458 og til 1491. Han var adelsmann og seglet hans finnes under et brev fra 1489 om kunngjørelsen fra det norske riksrådet om at det har valgt Kristian, sønn av kong Hans, til tronarving. Våpenmerket til Tore Torkildson er en stjerne med en rose under.

Koll, Tore Torkildsen (I8551)

122

Adolf 1. af Holsten (død 13. november 1131) var greve af Schauenburg (også Schaumburg, i det senere Niedersachsen) omkring 1106-1131. År 1111 indsattes han af den daværende hertug af Sachsen, Lothar af Süpplingenburg som greve af Holsten i Nordelbingen.

Adolf 1. kan være identisk med den Adolf, som 1096 omtales af biskoppen af Minden, men det kan dog også være faderen med samme navn.
Adolf 1. erhvervede Osterburg og byggede borgen Schauenburg på Nesselberg ved Weser, der blev hans stamsæde. Fra 1106 fik han militære og organisatoriske opgaver i Holsten af hertug Lothar af Suplinburg (Lothar af Sachsen), og 1111 blev han ved Lothars hjælp greve af Holsten-Wagrien-Stormarn. Kernen i detta grevskab ved den tyske grænse udgjordes af områderne nord og øst for Hamborg.
Omgivet af ditmarskerne mod vest, danskere mod nord og de hedenske vagriere mod øst befæstede han sit herredømme med klogskab og mådehold. Han stod på god fod med vagrierfyrsten Henrik af Mecklenburg, da efter dennes død Lothar, der nu var blevet kejser, tildelte Knud Lavard kongeværdigheden over vagrerne, ville Knud sætte sig fast på kridtbjerget Alberg (det senere Segeberg), men Adolf fordrev ham derfra.
Adolf fremmede den tyske kolonisation i sine områder og var en trofast støtte til den tyske konge.
Adolf døde ifølge Chronicon Holtzatiæ 1131 den 13. november og blev begravet i Minden.
Adolf giftede sig den 8. februar (ukendt år) med Hildewa. Parret fik to børn:
1. Hartung, døde i slaget ved Kulm i Böhmen den 18. februar 1126
2. Adolf 2. af Holsten (død 1164), greve af Holsten

von Holsten, Adolf I (I10173)

123

Adolf 2. af Holsten (født 1128; død 6. juli 1164 i nærheden af Demmin) var greve af Schauenburg og Holsten. Han tilhørte Huset Schauenburg og var søn af grev Adolf 1. af Holsten.

Adolf 2. var søn af grev Adolf 1. af Holsten. Han efterfulgte sin far som greve af Schauenburg, Holsten og Stormarn i 1130, dog i begyndelsen under sin mors formynderskab.
Efter kejser Lothar 3.s død i 1137 forlenede den nye konge, Konrad 3., i 1138 Albrecht Bjørn med Hertugdømmet Sachsen. Derved mistede Adolf 2., der var vasal under den tidligere hertug, Henrik den Stolte, grevskaberne Holsten og Stormarn, som Albrecht Bjørn overlod til Heinrich von Badewide. Adolf genvandt først disse grevskaber i 1142, da kong Konrad havde givet hertugdømmet Sachsen til Henrik Løve, Henrik den Stoltes søn, hvorefter Henrik Løve gav de to grevskaber og det vendiske område Wagrien som len til Adolf II. Heinrich af Badewide fik som erstatning det nyoprettede grevskab Ratzeburg i Polabien.
I tiden derefter var Adolf ivrig efter at fremme kristenmissionen i sit landområde, og her blev han støttet af missionæren Vicelin. Ydermere bosatte Adolf nybyggere fra andre dele af sit land samt fra Westfalen og Nederlandene i de slaviske områder, især Wagrien.
I 1143/44 grundlagde han Lübeck, hvor han lod sin første beskyttede borg (en jord- og palissadekonstruktion) opføre. Borgen måtte han afstå til sin lensherre, Henrik Løve, i 1158, efter at have gjort ham utilfreds ved sin indblanding i danske tronstridigheder, dvs. borgerkrigen under Svend, Knud og Valdemar, kulminerende i slaget på Grathe Hede.
I 1159 ledsagede han kejseren, Friedrich Barbarossa til Italien, og i 1164 deltog han i Henrik Løves feldtog mod obotritterne. Her var det, at han faldt i et slag nær ved Demmin. Han blev begravet i Minden.

Adolf 2. blev gift med Mathilda af Käfernburg, der var en datter af grev Sizzo 3. af Käfernburg. De fik kun én søn, den senere Adolf 3. af Holsten, der efterfulgte sin far som greve af Holsten og Wagrien.

von Holsten, Adolf II (I10171)

124

Adolf 3. af Holsten (1164—1225) var greve af Holsten fra 1164 til 1203, hvor han blev afsat. Han tilhørte Slægten Schauenburg og var søn af grev Adolf 2. af Holsten og Mechthild af Schwarzburg (død 1191/1193).

Adolf III efterfulgte sin fader i 1164 under moderens formyndarskab. Han var hertug Henrik Løves støtte, fulgte denne på et felttog mod ærkebiskoppen af Köln og modtog der for rettigheter i det mellemste Weser-område af Henrik. Dette område skulle blive Grevskabet Schauenburgs territorialbase.
I 1180 svigtede Adolf imidlertid Henrik Løve, blev fordrevet af denne fra Holsten, vendte 1181 tilbage under kejser Frederik Barbarossas fremgangsrige rigskrig og nedkæmpede den hertugelige partigænger greve Konrad af Rhoden. Henrik Løve gik i eksil, og kejser Frederik indsatte en ny hertug, Bernhard 3. af Sachsen, hvis hertugdømme begrænsedes til det østlige Sachsen.
Hertug Bernhard krævede lenshøjhed over grevskaberne Holsten, Ratzeburg, Schwerin, Lüchow og Danneberg, men grev Adolf søgte større autonomi. Da hertug Bernhard ankom til Ertheneburg 1182 for der at lade sig hylde, nægtede Adolf at deltage. Bruddet med den nye hertug blev totalt, da greverne af Holsten, Ratzeburg og Schwerin gik sammen og lod borgen Lauenburg ødelægge samme år, 1182. På kejserens befaling måtte greverne dog gøre bod og genopføre borgen.
I 1188 grundlagde Adolf på den vestre kyst af Alster (i nutidens Hamborg) sammen med en gruppe af købmænd en markeds- og handelsbosættelse, som ved et kejserligt diplom udfærdiget den 7. maj 1189 fik betydelige handels- og stadsretslige privilegier. Dette kejserlige diplom kan anses som grundlag for den senere hansestad Hamborg (Hamburger Neustadt).
Adolf førte vedvarende krige mod slaverne og hertugerne af Slesvig, mod Danmark og mod ærkebiskopperne af Bremen og opnåede grevelige rettigheder i Ditmarsken. 1189-1191 var han på ny trængt af den fra sit eksil hjemvendte Henrik Løve, dette på et tidpunkt da Adolf selv var i Palæstina som deltager i det tredje korstog. Da Adolf i foråret 1191 kom hjem fra korstoget, kunne han med hjælp fra hertug Bernhard og markgreve Otto 2. af Brandenburg atter tage sit grevskab i besiddelse. Adolf forlenedes nu med Lübeck, og efter at have erobret Hamborg og Stade formåede greven i sommeren 1192 at få Lübeck til at åbne sine porte for ham.
Adolf understøttedes af den danske prins Valdemar Knudsen, biskop af Slesvig og ærkebiskop af Bremen samt søn af den 1157 myrdede kong Knud 5. af Danmark og blev lovet Ditmarsken af denne. Adolf bistod biskoppen i oprøret mod Danmark 1193, var 1196-1198 på ny i Palæstina og formåede 1199 at forhindre den danske konge Knud 6.s erobringsforsøg mod Hamborg. Samme år, 1199, bistod Adolf markgreve Otto 2. af Brandenburg i dennes angreb på Pommern men mistede nu Ditmarsken og den nybyggede fæstning Rendsborg.
1201 vandt Adolf Ratzeburg efter, at fyrstehuset der var uddødt, desuden Lauenburg. Men blandt lavadelen og bønderne var Adolf ikke ret populær, hvilket skal have beroet på hans pragtlystne personlighed, og disse vendte sig til Danmark. I 1201 blev Adolf ved slaget ved Stellau taget til fange og indsat på Søborg Slot. For at blive frigivet afstod han i 1203 Holsten og Wagrien til grev Albrecht af Weimar-Orlamünde.
Efter afslutningen af fangenskabet trak Adolf sig tilbage til sit stamland, Grevskabet Schauenburg, hvor han konsekvent fortsatte med at udbygge sit territorialherskab. Han vandt blandt andet Stadthagen og Rhoden og bekæmpede biskopperne af Paderborn og Minden med hensyn til deres lensrettigheder i Schauenburg. Ud over de åndelige modstandere havde Adolf også verdslige: Schwalenberg, Ravensburg og Lippe.
Adolf opholdt sig tidvis ved kejserens hof for at bede om hjælp mod Danmark men fængsledes på ny i 1223 og måtte atter abdicere. Han døde i 1225 på sit stamslot, borgen Schaumburg.

Adolf 3. giftede sig første gang 1182 med Adelheid af Assel (død 1185).
Adolf giftede sig igen inden 10. maj 1189 med Adelheid af Querfurt (død før 1224). Parret fik følgende børn:
1. Konrad von Schauenburg (død 1237/1238)
2. Adolf 4. af Holsten (omkring 1195-1261), greve af Holsten
3. Bruno af Olmütz (omkring 1204-1281), biskop af Olmütz

von Holsten, Adolf III (I10169)

125

Adolf 4. af Holsten (født før 1205, død 8. juli 1261) var en tysk greve fra Huset Schauenburg, der var greve af Schauenburg fra 1225 til 1238 og greve af Holsten fra 1227 til 1238.

Adolf 4. var søn af Adolf 3. af Holsten men havde længe kun ringe udsigt til at generhverve sin faders besiddelser, som kong Valdemar Sejr af Danmark havde vundet og fået kejser Frederik 2.'s brev på. Men kong Valdemars tilfangetagelse på Lyø forandrede alle forhold, og Adolf vendte tilbage til det fædrene grevskab. Kong Valdemars nederlag ved Bornhøved sikrede ham besiddelsen af det. I 1229 sluttede han endog et venskabsforbund med den danske konge, og 1234 gjorde begge i forening et tog mod Lübeck. I 1237 giftede han sin datter Mechtilde med Valdemars søn Abel.
I 1238 gjorde Adolf et korstog til Livland, og dette blev indledningen til, at han helt helligede sig religionen. Han overgav formynderskabet over sine sønner til Abel og indtrådte 1239 selv i Maria Magdalene-klosteret i Hamborg, som han havde stiftet til minde om sejren i Slaget ved Bornhøved. Senere drog han som pilgrim til Rom og blev til sidst endog præsteviet.
Højagtet af alle tilbragte han sine sidste leveår i Marieklosteret i Kiel, hvor han døde 1261.
Adolf 4. giftede sig med Heilwig af Lippe, datter af grev Herman 2. af Lippe. Parret fik følgende børn:
1. Mechtilde af Holsten (død 1288), gift 1. gang med kong Abel af Danmark (død 1252), gift 2. gang med Birger Jarl
2. Johan 1. af Holsten (død 1263), greve af Holsten-Kiel
3. Gerhard 1. af Holsten (død 1290), greve af Holsten-Itzehoe og Schauenburg
4. Ludolf (død som barn)

von Holstein, Adolf IV (I10156)

126

Adresse 2020

3850 Klahanie Dr SE Apt 20-104 Sammamish, Issaquah

WA 98029

https://www.facebook.com/jamie.baker.18847

Baker, Jamie Theodore (I12138)

127

Aed Find "the Fair" was probably re-established independence from Pictish overlordship, and the kingship of Dal Riata, when the Picts were defeated by the Strathclyde British in 750. He was on the offensive against the Picts by 768, when he raided their territory. Nothing else about his reign is recorded. He was succeeded by his brother Fergus upon his death in 778.

Aodh Hugh Fionn "the White" (I11290)

128

af Hegnet (Harre H.), var 1332 på holstensk side nærværende ved forliget med grev Gert i Kiel, skal være blevet dræbt ved Lyby Kirke af Erik Brune (Banner) til Elkjær.

Nielsen, Bugge (I7003)

129

af Holbækgaard (Rugsø H.), mon den Johannes Poulsen juxta Randrus, hvis Hustru Cecilie 1308 betænkes i Hr. Jakob Blaafods Enkes Testamente, beseglede 1325 et Vidne af Vendsyssel Thing, nævnes atter 1337, var 1344 med Peder Munk den ældre (3 Roser), Peder Munk den yngre (delt Skjold) og (sin Broder) Peder Poulsen Forlover for Kong Valdemar ved Forliget i Sønderborg og besegler da med Bjelke-Vaabnet, var 1350 Ridder og pantsatte da Gods i Rugsø, fik 1353 Laasebrev og 1357 Domsbrev paa Jersøre (Skam H.), hørte til det jydske Oprørsparti, hvorfor hans Gods blev ham sikret ved Vinningaa-Forliget 1353; hans Gods i Holbæk og i Rugsø Herred blev 1408 tildømt Biskop Bo i Aarhus. [1]

Hr. Johannes Poulsen, siges 1396 at have været en Søn af Ridderen Poul Mogensen paa Holbækgaard (Rep. Dipl. II. 423). Denne var 1314 paa Viborg Landsthing en af Dommerne over de oprørske Herremænd og Bønder (Hf. 373, 367), var 1315 Ridder og Forlover for Kongen ved Forliget i Nyborg (smst. 384), nævnes 1325 som Udsteder af et Vidne paa Viborg Landsthing (Rep. Dipl. I. 230). hvor han 1326 beseglede Kong Valdemars Haandfæstning (G. A. A. 15). hvis dette er rigtigt kan han ikke være søn af den i DAA 1905 angivne Poul Jonsen - eller kan der have været to samtidige Johannes Poulsen?. [2]

Hr. Johannes Poulsen, havde 1391 for ca. 36 Aar siden holdt Skifte paa Skam Herredsthing med sin Broder Richard Poulsen kaldet Føring om deres fædrene og mødrene Gods og fik da Jersøre og det fynske Gods, medens Richard fik Godset paa Før, to Gaarde i Lindknud og een ved Ribe (Rep. Dipl. II. 365). Samme Richard afstod 1360 alt sit fædrene og mødrene Gods i Danmark til Hr. Eggert Bycere (Smst. II. 65). [3]

Munk, Johannes Poulsen (I6990)

130

af Pilegaard i Solbjerg (Løve herred), fik denne gård med sin hustru, men mageskiftede den 1358 til Sorø Kloster for klostrets gods i Flakkebjerg herred.

Rud, Niels Jacobsen av Pilegaard i Solbjerg (I6855)

131

af Stadsgaard (nu Constantinsborg i Ormslev sogn), var 1300 nærværende på kongens retterting i Horsens, og 1306 i Randers og Horsens, beseglede 1400 til vitterlighed med hr. Johannes Lykke, var 1405 ridder, levede 1409.

Hr. Erik Jensen af Stadsgaard (Ning H.), nævnes 1390, var 1405 og 1409 ridder, stamfader for slægten Lykke med den vinrankebelagte bjælke (jvf. D. A. A. XX. 263 ff.).

Munk, Erik Jensen (I6882)

132

af „Keldebec" og Laastrup (Rinds H), nævnes 1340 i Fyn som fortjent af Dalum Kloster, fik 1341 Gods i Gjerrild i Pant af Ofte Andersen (Hvide), fik 1343 Livsbrev paa Nygaard m. m. Gods i Hjelmslev Herred af Em Kloster, mon identisk med Niels Jensen af Ormslev (Ning H.), der 1351 solgte Gods i Tørring, beseglede 1355 til Vitterlighed med Niels Tuesen (Bild), der kalder ham sin „avunculus", var fra 1349 Justitiarius regis og forekommer som saadan i Brevene af Kongens Ketterthing til 11 Aug. 1364, beseglede 1360 sammen med Hr. Palne Jonsen (Munk) Kalundborg-Recessen og fører da endnu Bjelken uden Vinranke.

Munk, Niels Jensen (I6885)

133

Afstod godset til kronen (en staf)

Boberg, Mats (I7118)

134

Ägare åren 1629-1675 av Svensbyn 1 Hans hustru kan vara en dotter till Olof Jonsson. Jon Svensson kan också ha köpt eller övertagit hemman oskylt av Olof Jonsson. Det som talar för att Jons hustru är född på Svensbyn nr 1 är att Jon Svensson betalar bårpengar efter sin svärmoder Karin den 29/9 1650. Svärmodern Karin kan också ha följt med familjen vid övertagandet av Svensbyn 1.
Jon Svensson är möjligen född i Långnäs nr 12, "Flåskhemmanet". Sven Anderssons son Jon Svensson i Långnäs utgår som knekt år 1619. Under början av 1620-talet "försvinner" Jon Svensson från Långnäs. Vid samma tid kommer det en Jon Svensson till Svensbyn nr 1. Eftersom namnet är rätt så ovanligt, talar det för att dessa båda Jon Svensson är en och samma person, Død Risnäset, Svensbyn, Piteå

Svensson, Jon (I4062)

135

Ägare åren 1649-1699 till Långnäs 12. Han var både bonde och utskriven knekt.

Flåsk, Anders Svensson (I8401)

136

Ägare av Långnäs 12 åren 1574-1618. Han gifte sig och fick minst en son. Anders Svensson fick böta 3 mark "för tresko" vid tinget den 30/7 1585. Han utgav 1 mark. I hjälpskattelängden år 1599 ägde han 8 spann utsäde, 10 kor, 4 kvigor, 9 får, 3 unga svin, 1 häst och 9 lod silver.

Svensson, Anders (I8386)

137

Ägare av Långnäs 12 åren 1619-1651

Andersson, Sven (I8384)

138

Ägare av Svensbyn 17, Piteå socken, åren 1595-1613

Eriksson, Simon (I8379)

139

Ägare av Svensbyn 17, Piteå socken, åren 1613. Ägare av Svensbyn 17, Piteå socken, åren 1619-1626

Kerstin (I8380)

140

Ägare från 1539 till 1558 i Öjebyn 23 Hamnen, Piteå lfs (BD) (Olof Andersson). Nämnd som birkarl med 15 kor 1553 i Hamnen, Öjebyn, Piteå lfs (Johan Nordlander: Norrländska samlingar, Umeå 1990). Ägde 18 kor 1553 i Öjebyn 23 Hamnen, Piteå lfs (Olof Andersson i Ätt och bygd nr 86 2000). Gift med Sigrid. (Nämnd från 1561 till 1562 i Öjebyn 23 Hamnen, Piteå lfs (BD) (Olof Andersson).) Tabell 1
home.swipnet.se/leifbostrom/rehn.htm
Birkarl är en benämning på handels- och beskattningsmän som verkade i övre Norrland. Ordet birks ursprung är dunkelt och oklart och det finns ca 20 olika förslag på förklaringar till birkarlarnas uppkomst. De omtalas för första gången i svenska urkunder från 1328 där man nämner att birkarlarna hade rätt att bedriva handel med lapparna i norra Hälsingland, ett område som sträckte sig ända bort till Ule älv. Ca 200 år senare finner man dock belägg på dem enbart i nuvarande Norrbotten och finska Tornedalen. Birkarlarna var under 1500-talet bosatta i socknarna Torneå, Luleå och Piteå. I Kemi socken påträffas några birkarlar under slutet av 1500-talet och något senare. Birkarlarna förlorade 1553 sina beskattningsrättigheter av samerna, men de fick fortsätta som lappfogdar åt kronan och som handelsmän. Birkarlarna, liksom samerna, löd inte direkt under den svenska kronan. De betalade en speciell skatt och handel mellan samerna och svenska kronan (eller Europa) hade birkarlarna ensamrätt på. Från Lappland kontrollerades huvudsakligen exporten över fisk och pälsverk. Importen från olika länder varierade -- från Spanien och Portugal köptes vin och salt, från England och Flandern tyger, från Tyskland hushållredskap och prydnadssaker samt från södra Sverige korn, vete, råg och grönsaker.

Olufsson, Nils Birkarl (I6184)

141

Ägare från 1627 i Svensbyn 19, Piteå lfs. Nämnd 1640-1656 i Svensbyn, Piteå lfs.

Mickelsson, Nils (I8388)

142

Ägde Bureå 1 år 1500. Byggde fjärde gården i Bure (där hans sonsons son Anders Danielsson bodde 1601).

Bure, Olof Andersson (I9576)

143

Åle Dagson, konge av Ringerike
Åle (Oli) var sønn av Dag og Tora
Hans kone er ukjent, De hadde sønnen Dag II
Dag var gift med Thora Drengjamor, og de hadde ni sønner. Den ene het Oli, den andre Åm, den tredje Jøfur og den fjerde Arngrim. Oli var far til Dag, far til Oleif, far til Hring, far til Olaf, far til Helge, far til Sigurd hjerte, far til Ragnhild, mor til Harald hårfagre. Haralds ætt ble kalt Døglinger. Arngrim eide Eyfuru. Sønnen deres var Angantyr berserk.
http://www.norsesaga.no/hvorledes-norge-ble-bosatt.html

Dagson, Åle av Ringerike (I4664)

144

Åle, konge av Oppland
Hans foreldre er ukjent. Han hadde datteren Hilde
Skjoldungesaga: Etter en del tid ble det fiendskap mellom kong Adillus av Sverige og den norske kong Ale (Åle) av Oppland. De besluttet å kjempe på isen av innsjøen Vänern. Adillus vant seier og tok Ales hjelm, brynje og hest som seiersbytte.
https://no.wikipedia.org/wiki/Adils

Åle (I11845)

145

Alexander Sampson og Elenor, bodde i Reading i England der det ble holdt skifte etter dem i 1606 og i 1620.

Sampson, Alexander (I6081)

146

Alf "Finnalf" Raumsson, konge av Alfheim
Han var sønn av Raum og Bergdis Alf giftet seg med Svanhild.de hadde barna Svan og Alfhild
"Alf ble fostret av Bergfinn og ble kalt Finnalf. Kong Raum ga Alf Østerdalen og alt nord for Veneren og fra Gøtaelv og nord til Glomma. Dette ble da kalt Alfheim"
"Finnålf den gamle fikk Svanhild, som ble kalt gullfjær. Hun var datter av Dag Dellingssønn , som ble kalt gullfjær. Hun var datter til Dag Dellingssønn og Solar Mundilfare. Deres sønn var Svan den røde"
"Kongen i Alfheim, Alf, havde en Datter ved Navn Alfhild. Landet imellem Gøtelv og Rømelv kaldtes den Tid Alfheim".

Rodulvson, Alf "Finnalf" (I11808)

147

Alfhild Finnalfdatter
Hun var datter av Finnalf og Svanhild, Gift med Starkad Åludrend, De fikk datteren Baugheid og sønnen Storvirk
"Kongen i Alfheim, Alf, havde en Datter ved Navn Alfhild. Landet imellem Gøtelv og Rømelv kaldtes den Tid Alfheim. Et Efteraar blev der anstillet et stort Offergilde for Gudinderne hos Alf, og Alfhild forestod Offringerne; hun var den smukkeste af alle Kvinder, og alle Alfheims Indvaanere vare i det hele taget smukkere af Udseende end andre samtidige Folk; men om Natten, da hun bestænkede Offeralterne med Blod, bortførte Starkad Aludreng hende og førte hende hjem med sig. Kong Alf anraabte da Thor om at søge efter Alfhild; og derpaa dræbte Thor Starkad. Alfhild vendte igjen hjem til sine Frænder, og Grim opholdt sig hos hende, indtil han drog ud paa Vikingetog og blev en vældig Kriger. Han ægtede Bøggerd, en Datter af Alfhild og Starkad Aludreng. Han tog Ophold paa en Ø udenfor Halogaland som kaldes Bolm; han blev siden kaldt Ø-Grim Bolm. Grim og Bøggerds Søn var Bersærken Arngrim, som senere boede paa Bolm, og var en anseet Mand."
"Storvirk het en mann; han var sønn av Starkad Aludreng. Starkad var en svært klok jotun. Fra Alfheim bortførte han Alfhild, datter til kong Alf. Kong Alf ba da Tor om å bringe Alfhild tilbake, så Tor drepte Starkad og Alfhild flyttet hjem til sin far igjen. Hun var da med barn, og fødte en sønn som ble kalt Storvirk"
"Da tok Tor til orde og sa: "Alfhild, mor til Starkads far (Storvirk), valgte for sin sønn heller å ha en svært klok jotun til far enn Åsator; og jeg bestemmer at Starkad verken skal ha sønn eller datter, og hans ætt skal ende med ham."
http://www.heimskringla.no/wiki/Sagaen_om_Hervarar_og_Kong_Heidrek
http://www.norsesaga.no/gautreks-saga.html

Finnalfsdatter, Alfhild (I11813)

148

Alrekstad er Årstad ved Bergen.

Erikson, Alrek I (I4693)

149

Alrekstad er Årstad ved Bergen.

Alrekson, Erik II (I4694)

150

Alrekstad er Årstad ved Bergen.

Erikson, Alrek (I4695)

Hurtig linker

Webmaster Message

Vi prøver å dokumentere alle våre kilder i dette familietreet.
Hvis du har noe å legge til, la oss høre fra deg.
Tusen takk !

Notater

Hurtig linker

Webmaster Message

Kontakt oss